Hej fagpanel,
Jeg har et problem med min 2-årige datter, som virkelig bekymrer mig. For ca. 2 måneder siden begyndte hun at gøre skade på sig selv, når hun blev frustreret, fx hvis hun ikke fik sin vilje med noget, fik et nej, hvis jeg tog noget fra hende, når noget ikke lykkedes for hende, eller når jeg skulle putte hende og aftenen. Og det er på nogle måder blevet værre, andre måder bedre.
På nuværende tidspunkt er problemet, at hun bider sig selv i hånden og slår hovedet mod noget, især når jeg skal putte hende om aftenen. I dagtimerne er det typisk, når hun sidder i højstolen og jeg fx tager gaflen fra hende, fordi hun sidder og hamrer den ned i bordet, så hyler hun op og når jeg siger nej, så begynder hun at slå baghovedet ind i højstolen (altså bagud med hovedet) eller bider sig selv. Eller hvis hun vil tage noget tøj på, og hun ikke kan finde ud af det eller noget legetøj driller, så smider hun det i hidsighed og smider måske sig selv på gulvet og slår hovedet i gulvet (det gør hun dog ikke så meget mere).
Men det værste er som sagt om aftenen, når jeg skal putte hende, for jeg kan simpelthen ikke få lov at gå. Vi har et putteritual, som vi nogenlunde følger hver aften. Jeg forbereder hende på, at nu skal hun snart i seng (ved at sige det højt) og så begynder vi (jeg mest) at rydde lidt op og lægge legesager på plads. Så får hun tøjet af, og vi går på badeværelset, hun får skiftet ble og børstet tænder (sidstnævnte er som regel en kamp uden lige med skrig og skrål, spark m.m.).
Tårevældet og rød på kinderne kommer hun så lige op til mig lidt og falder til ro, og så går vi enten i soveværelset og putter lidt under dynen, læser et par historier og hygger lidt, eller også går vi direkte ind på hendes værelse, og så sidder hun på mit skød og får historier eller kommer op i sengen og så sidder jeg ved siden af og læser for hende.
Hun får vand, hører lidt godnat musik og jeg siger”nu skal du lægge dig ned og sove, skat”, hun får lidt kys og kram, og så siger jeg godnat og vil gå.
Så går hun helt amok! Hvis ikke hun allerede står op (jeg kan som regel ikke få hende til at lægge sig ned i sengen på noget tidspunkt – hun sover i tremmeseng), så rejser hun sig, skriger og hyler, græder, rækker måske armene ud efter mig, ser dybt ulykkelig ud og hvis ikke det får mig til at komme tilbage, så begynder hun at slå hovedet ind mod kanten af sengegærdet med panden eller forhovedet.
Det lykkedes selvfølgelig at få mig tilbage på den måde, for jeg vil jo ikke, at hun gør skade på sig selv. Så jeg går tilbage og siger, at du skal hun altså holde op med, at hun skal lægge sig ned og sove. Jeg sætter mig måske lidt igen på stolen ved siden af og synger lidt. Men lige så snart jeg gør optræk til at gå igen, så begynder dramaet igen på samme måde.
Min erfaring er, at intet hjælper. Hvis jeg bliver siddende inde hos hende, så falder hun ikke i søvn. Hun kan blive hængende på kanten af sengen i to timer, indtil hun langsomt dejser om af træthed. Det samme, hvis jeg tager hende med ind i min seng for nedrullede gardiner og lægger mig sammen med hende for at få hende til at sove. Hun falder ikke søvn. Hun ligger og pludrer, leger eller drøner rundt og vil ha gang i den.
Jeg kan ikke få hende til at falde til ro. Hun virker generelt meget hyperaktiv ved puttetid, især hvis hun kommer med ind i min seng. Nogle gange har jeg accepteret, at det er hendes behov og så har vi leget lidt, fx kildeleg eller med en af hendes sovedyr, for at køre hende træt. Men der kan nemt gå 2-2½ time, inden hun så sover, uanset om vi leger eller ej.
Så derfor er jeg tit nødt at putte hende i egen seng og gå fra hende, selvom hun græder. Men nu har det så altså fået en mere alvorlig karakter af selvskadende adfærd. Jeg er bange for, at hun laver varig skade på sin frontallap og får adfærdsproblemer af det.
Så jeg aner ikke mine levende råd. Jeg har bundet noget isolerende op på kanten indvendig, for at det ikke er så hårdt. Men så finder hun bare en anden kant at slå hovedet ind mod.
Tidligere har jeg forsøgt at være konsekvent med at putte hende i hendes egen seng, fordi jeg har læst mange steder, at det skaber en mangeårig dårlig vane, hvis man først begynder med at de falder i søvn i ens seng. Så lærer de aldrig at falde i søvn af sig selv. Men tidligere havde jeg heller ikke de problemer med min datter, at hun ligefrem gjorde skade på sig selv.
Håber I kan hjælpe mig.