Hej Rene 70.
Din ”bonus-datter” er 8 ½ år. Og du bekymres over flere ting med hensyn til hendes madvaner og øvrige udvikling. Hun er skiftevis hos jer (dig (”bonus-mor”) og hendes far – og så hendes mor.
Hvis I voksne kan snakke sammen, så var det måske en idé, at I sammen drøfter, hvordan pigen har det, og om alle deler de bekymringer, du har. På den måde kan I sammen få overvejet situationen, og hvordan I hver især ser på hendes madvaner og vægt. Og måske kan I lægge en fælles plan for, hvem der gør hvad.
Hvis I voksne har det svært med at snakke med hinanden, så vil det være en god idé at du og hendes far drøfter, om der er et problem.
Ofte kan et pres fra voksnes side have tendens til at forstørre problemerne hos et barn, der ikke har lyst til at spise. Barnet kan føle sig overvåget og ubehageligt tilpas over den megen opmærksomhed omkring måltiderne. Jeg ved ikke om det gør sig gældende i jeres tilfælde.
Det er godt, at måltiderne foregår i en rar atmosfære. Og hovedreglen er, at de voksne sørger for, at udbuddet af mad og drikke er sundt, og børnene deltager måske i madlavning mv. og de bestemmer, hvad de har lyst at spise, og hvor meget.
Du nævner at ristede løg og remoulade er ting, som falder i smag hos din bonus-datter. De ristede løg kan jo komme på fx leverpostejmad, som tilbehør til pølser (begge dele) – en god stribe remoulade på noget fisk osv. Begge de nævnte favoritter er ret fede, og det er jo fint for din bonus-datter, når problemet er, at hun er meget tynd. Hun skal selvfølgelig ikke spise dem i ”rå mængder”, som du fortæller, at hun gør, når hun en enkelt gang selv bestemmer. Her sætter I voksne rammerne. Men hendes lyst til de to ting, kan de fortælle noget om, at hun har behov for lidt mere fede og krydrede spiser???
Tak for din beskrivelse af, hvad hun spiser på en almindelig dag. Jeg må desværre sige, at det kræver langt grundigere drøftelse af mad- og drikkevaner at bedømme, om din ”bonus-datter” få sine behov dækket. Og helt umiddelbart tænker jeg, at der skal være et udbud af mad og drikkevarer, som er godt og hvoraf hun har lyst til at spise og drikke en hel del af tingene, og så skal en pige på 8 ½ år forsyne sig selv ud fra de tilbud. Jeg tror, stemningen omkring maden og at I tager det afslappet, det har en stor betydning.
Ud fra en vægt og højde kan jeg ikke bedømme hendes vækst. Det er altså bedst at se barnet og ”mærke sig” frem – samt følge hendes vækst over længere tid. Hvis I stadig er bekymrede, så synes jeg, at I må konsultere læge/sundhedsplejerske igen om nogle måneder.
Jeg tænker på, om det kan være svært at have en 7-årig (din datter med type 1 diabetes) og så en 8 ½ årig uden diabetes. Din datters behov for mad og drikke styres jo på en hel anden måde end din ”bonus-datters”. Hun skal lære selvregulering ud fra rammer, der gives af jer, af skolen osv. Din datters mad og drikke bestemmes af forholdet mellem motion, insulin, test af blodsukker og den mad og drikke hun indtager… Kan de store forskelle være forvirrende for jer voksne? For pigerne?
Det er helt almindeligt, at man skal huske en 8 ½ årig på mange ting stadigvæk. Fx som du fortæller om penalhuset, der ikke bliver lukket. Når blyanterne ”løber ud” og ned i tasken, så har hun ikke tænkt så langt (hun skal kunne tænke abstrakt – og det kræver en vis hjernemæssig modenhed, som ikke alle 8 ½ årige har helt veludviklede endnu).
Så de voksne kan jo kigge i skoletasken, inden hun går hjemmefra. Du eller hendes far kan fx sige: ” Hvordan er det i dag… løber blyanterne fra hinanden nede i tasken? Eller ligger de og hygger sig sammen trygt og godt i dit penalhus”? På den måde, så får hun nogle billeder og historier bundet op på, hvorfor indholdet har bedst af at penalhuset er lukket. Og bliver det sagt med et smil på læben og måske med en lille sjov historie, så er det helt sikkert lettere at huske for hende. Og ikke bare en sur pligt.
Med hensyn til den rodede mad, hun kommer hjem med, så lyder det til, at hun har spist det hun kunne lide, og så kommer resten ned i en madkasse, der så ryster rundt. Og så bliver det hele noget ”rod-sammen”.
Jeg tror, du gør klogt i at lægge vægt på det der går godt – det hun spiser – og hvis du kan fortælle hende, hvad hun skal gøre med den mad, hun ikke spiser, så ved hun jo, hvad du forventer. Men hvis maden alligevel bliver smidt ud, når hun kommer hjem, så er det nok ikke lige det, du skal spilde meget krudt på.
Hvis hun har svært ved at huske både jakken og skoletasken, så kan I måske sætte en sjov tegning/billede på indersiden af døren hun skal ud af. Et billede af hende – og et HOV! Og så et billede af skoletasken + jakken… Måske det kan hjælpe hende til at huske begge dele.
Held og lykke. Jeg håber, at jeg har inspireret jer til at komme lidt videre med det hele.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.