Hej Else,
Jeg har en 1-årig datter (14 mdr.), som er lige ved at drive mig til vanvid og jeg håber, at du kan hjælpe.
De sidste par måneder har hun været meget højlydt med skrigeri, råben og hvinen og larmen og hun har en enorm røst, en kraftig stemme, som hun nok har arvet fra mig, så jeg tror næsten, at naboerne også kan høre det.
Udover det skrigeri hun laver, når hun leger, som tydeligt er begejstring og når hun sådan går i sin egen verden, så er der også et frygteligt dramatisk hyleri og skrigeri, hver eneste gang jeg skal skifte hende eller vaske hende, børste tænder (er næsten umuligt uden at binde hende), vaske hænder og ansigt efter mad osv. I starten håbede jeg på, at det “bare” var et udviklingsspring (jf Vidunderlige Uger), men det bliver ved og bliver værre og værre.
Hun råber lige så snart, hun ikke får sin vilje eller ikke får den opmærksomhed, hun vil have, fx når vi sidder og spiser, og hun er sulten. Så vil hun ha’ min fulde opmærksomhed og fodres i en lind strøm. Hvis jeg lægger skeen/gaflen et øjeblik og spiser min egen mad, så sidder hun straks og råber og peger på maden. Hvis hun falder og slår sig, så bryder hun i stor-gråd med det samme osv. Uanset at jeg prøver alverdens pædagogiske midler med afledning og at synge en sang og hvad ved jeg.
Det vil sige, at det er rigtig mange gange om dagen og mange timer sammenlagt i løbet af dagen, at jeg skal høre på hendes larm, og jeg kan næsten ikke holde til det længere. Det påvirker mig enormt meget med al den larm. Det påvirker mine nerver. Mit stressniveau er højt og jeg går og føler mig dødtræt hele dagen lang, også selvom jeg får sovet godt om natten, så det ikke kan være fysisk træthed.
Som det Ekstra Sensitive Menneske jeg er, er jeg også meget lydfølsom. Jeg ved ikke, om det er derfor, at det påvirker mig så meget – altså om jeg reagerer kraftigere på det end andre forældre gør. Men jeg kan i hvert fald mærke, at så snart jeg putter ørepropper i, så har jeg det meget bedre og føler mere overskud og kan tage det mere roligt, selvom hun skriger og råber.
Men jeg kan jo ikke gå med ørepropper hele dagen. Nogle gange sover jeg også med ørepropper, for at undgå at blive vækket af hendes småopvågninger, hvor hun rør på sig og måske småklynker lidt – jeg vågner meget let. Så der er nødt til at ske en ændring i hendes adfærd. Ellers går jeg fra snøvsen. Og jeg tænker også, at det er synd for hende, at hun så nemt bliver frustreret og ked af det og græder så meget.
Spørgsmålet er, hvad jeg kan gøre, og om det er normalt for et barn på hendes alder at være så højlydt og stædigt krævende, eller om jeg har fejlet som forældre et sted og ikke fået justeret hendes adfærd? Jeg ved godt, at små børn er meget umiddelbare og behov-orienteret. Man læser næsten alle steder, at så små børn ikke kan opdrages, så det har jeg indtil videre ikke gjort så meget ud af, bortset fra selvfølgelig at sige nej, når hun piller ved ting, der er farlige eller som jeg ikke vil ha’ hun piller ved.
Men jeg synes, det er ved at tage en karakter, som ødelægger vores hverdag sammen. Jeg går som på pinde og frygter hendes næste grådanfald eller udbrud, og jeg føler mig som hendes tjener, og når vi er ude blandt andre, er jeg flov over hendes opførsel. Men jeg føler heller ikke, at jeg kan være menneske længere, med mine egne behov. Så et eller andet skal der ske.
Jeg sku måske lige nævne, at jeg er alene med min datter, hvilket jo selvfølgelig gør det ekstra hårdt, fordi løsningen således ikke er, at faderen spiller mere ind. Det er desuden sparsomt, hvad jeg har af netværk i nærheden, så der er ikke noget at hente der heller.
Mvh.