Hej Ann
Hormonknopper er en ting og arp er en anden, men kommer de samtidig, så kan det se noget voldsomt ud.
Hornonknopper er som regel harmløse og de forsvinder igen uden behandling. Men en sjælden gang kan der gå betændelse i dem og det kræver antibakteriel behandling. Har din søn nogle hormonknopper, der ser meget røde og betændte ud, så få evt. din læge til at tjekke dem.
Arp er ligeledes noget, som langt de fleste babyer får og som din sundhedsplejerske meget rigtigt foreslår, så kan du forsøge at behandle det med lidt olie (olivenolie eller anden spiselig olie er helt ok). Men der skal som regel mere end en blød babybørste til at fjerne arp. En tættekam er som regel meget mere effektiv.
Et forslag er, at du om aftenen smørrer godt med olie i hovedbunden på sønnen og så giver ham en bomuldshue på om natten (de holder på olien). Det løsner "skællene" i løbet af natten og de kan skrabes af med tættekammen næste morgen.
Er ens barn voldsomt angrebet af arp, så kan de mange gentagne oliebehandlinger gøre det nødvendigt, at man indimellem vasker håret med en blid babyshampo, da kombinationen af arp og olie nogle gange efterlader en fad lugt og der er shampoen god til, at få al olien ud af håret - og dermed den kedelige lugt.
Når du har fået arp´en ud af håret, så fortsæt med at rede hår og hovedbund hver dag med en tættekam. Det forebygger arpdannelse.
Nogle børn får let arp igen, hvis man glemmer at rede dem også når de ikke længere er små babyer. Og nogle gange ser man arp´en har spredt sig til øjenbryn og pande. Og behandler man det ikke, så ser man, at håret "kvæles" i arp, så børst, masser, red hovedbunden regelmæssigt.
Det er også forebyggende, at massere hovedbunden med et ikke alt for blødt håndklæde hver gang barnet har været i bad.
Held og lykkke med "arp -bekæmpelsen".
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.