Hej Majbrit
Der er rigtig mange forældre, der kan nikke genkendende til din beskrivelse af jeres datter. Det er ikke ualmindeligt, at nogle børn holder vejret, når de slår sig, forskrækkes, eller ikke får deres vilje.
Det er helt ufarligt, til trods for at nogle børn faktisk holder vejret så længe, at de bliver blå i hovedet.
Hvis et barn bare fortsætter med at holde vejret, så vil hun besvime, - men ligeså snart hun besvimer, så sørger kroppens nervesystem for, at man helt af sig selv igen begynder at trække vejret.
Så bortset fra at det virker lidt voldsomt, så er der ingen grund til bekymring. I stedet for at puste hende i hovedet, så forsøg at berolige hende/trøste hende. Snak roligt til hende så hun slapper af og når hun slapper af, så trækker hun automatisk vejret igen.
Så tag det stille og roligt, så bliver hun heller ikke panisk, næste gang det sker.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.