Kære fagpanel`
Min dejlige, glade søn glæder sig så meget til at starte en ny dag, at han hver dag står op før kl. 5. Han er 1½ år gammel, så det er jo lige tidligt nok at lade ham gå rundt i mørket alene, så jeg står op sammen med ham.
Jeg har et meget krævende arbejde, er netop blevet alene med ham, og nu er jeg ved at køre lidt træt.
For nogle måneder siden var vi til undersøgelse på Glostrup Hospital, fordi han drak voldsomt meget vand. Det blev nemt til over 3 liter i døgnet – den ene liter blev indtaget i løbet af natten, hvor sutteflasken med vand helt åbenlyst var blevet hans søvnstrategi.
Alle prøver viste, at der var tale om en dårlig vane, som jeg siden har arbejdet med at vænne ham af igen. Det er dog helt tydeligt, at han stadig gerne vil drikke vand hele tiden, hvis han kunne få lov til det. Herhjemme helt af sutteflasken – i vuggestuen er han tilfreds med kop, men drikker også så meget, han overhovedet får lov til.
Han sover heller ikke igennem. Da det stod værst til, blev jeg vækket minimum en gang i timen, hvor han skulle have lidt vand, før han sov videre. Nu vågner han gerne omkring midnat og vil have vand (og får det ikke).
Ved 2-3 tiden vågner han igen og beder om vand (han laver et tegn for sin sutteflaske) – her prøver jeg også at være standhaftig.
Kl. halv 4 vågner han igen og får en halv flaske vand og sover videre.. og så er det, at jeg helt udmattet må kravle ud af sengen med ham, når han vil op kl. 4.20!
Han er som regel meget, meget glad. Hans dag er meget struktureret. Han får morgenmad omkring kl. 5, halv 6 (nogen gange starter han bare med en banan).
Kl. 8 på hverdage er han i vuggestuen, hvor de får formiddagsbrød omkring kl. halv 9.
Bagefter leger de, og han er meget aktiv og (med meget få undtagelser) meget glad. De fortæller, at han er kærlig overfor de andre børn, men godt kan blive trængt, hvis de er mange børn på lidt plads, og så kan han faktisk finde på at bide.
Alle elsker Eddy, fordi han smiler og er glad – og altså frygtelig frisk
Der er frokost kl. 11, og mange dage er han lige ved at falde i søvn under frokosten (der har han jo også været oppe i mange, mange timer allerede), og ofte når pædagogerne ikke engang at få ham skiftet, før han sover og bliver båret ud i barnevognen, hvor han sover videre – på det seneste mellem 2 og 3 timer.
Ved halv 3-tiden er der mad igen, og jeg henter ham kl. 4.
Når vi kommer hjem, får han ofte lov til at se lidt Bamse og Kylling, mens jeg laver mad, men ellers leger vi og spiser kl. 18.
Så er det igen legetid indtil kl. 19, hvor jeg pusler ham (vasker ham i ansigtet og på hænderne, skifter ble, smører ham ind i creme og børster hans tænder).
Det er sjældent svært at få ham til at sove derefter. Han skal bare have sin tiger og en flaske vand, mens jeg fortæller ham, hvordan dagen er gået og bagefter synger de faste 3 godnatsange. Det sker ofte, at jeg kun når de 2, før han er væk – typisk omkring kl. 19.30.
Og systemet kopieres herhjemme i weekenden.. bortset fra i dag, hvor han var tydeligt meget, meget træt til morgen og faldt i søvn i armene på mig kl. 8.30.
HVAD KAN JEG DOG GØRE ANDERLEDES – hvis noget altså?
Er det vandet, tror I, jeg skal ændre strategi omkring, eller er det godnattidspunktet..?
Håber virkelig, at I kan hjælpe!
Mange hilsner