Hej Marion.
Jeg skriver ang. vores datter på 8 år. Hun er velfungerende blandt vennerne i skolen, er dygtig fagligt og er generelt god til at tage hensyn til andre mennesker.
Problemet er at vi herhjemme ikke føler at vi kan nå ind til hende. Hun virker fjern – som om hun lever i sin egen lille verden. Når vi spørger hende om noget, kan hun ikke samle sig om at finde et svar, og hvis vi forsøger at føre en samtale med hende, så kigger hun alle mulige andre steder hen, piller ved et eller andet, rykker rundt i sofaen el.lign.
Hun begynder tit at synge eller nynne midt i en samtale, som om hun slet ikke aner at hun er med i samtalen, og hun afbryder ofte, når vi andre taler med hinanden. Det virker ærlig talt som om hun overhovedet ikke opfatter, hvad der sker omkring hende!
Hun er meget bestemmende og drillende overfor sin lillebror på 5 år og svarer ham ofte grimt, ligegyldigt hvad han spørger hende om. Hun bliver ekstremt frustreret hvis hun virkelig gerne vil noget og får nej – når vi taler med hende om det, lyder det som om hun tror at vi har lovet hende noget, vi ikke har overholdt. Hvilket ikke er tilfældet.
Hun reagerer ofte med tårer og stilhed, hvor vi bare kan læse på hendes ansigt at hun er vred og frustreret, men hun vil ikke tale om tingene! Hun reagerer sjældent voldsomt, men når det sker, kan det virkelig runge i hele huset – hun råber alverdens skældsord, smider med sine ting på værelset, hamrer hænderne i væggen og tramper i gulvet.
Hun bliver frygteligt ked af det bagefter og kan egentlig ikke rigtig forklare hvad der gjorde hende så vred. Hun har svært ved at holde sig i ro, både når vi spiser, når hun leger, når hun ser fjernsyn eller spiller på IPad – i det hele taget flytter hun sig hele tiden rundt. Hun rejser sig fra stolen for at hente noget eller hviske mig noget, ændrer stilling fra at sidde på knæ til at sidde på enden og om igen…!
Hun siger at hun ikke kan sidde stille! Hun rømmer sig hele tiden og “opfinder” til tider nogle spøjse ritualer, som at puste på alt det hun skal have i munden, lugte til sine fingre flere gange i træk o.lign.
Om aftenen har hun meget svært ved at falde i søvn. Hun bruger rigtig mange undskyldninger og vi har efterhånden rigtig svært ved at skelne imellem hvad der er alvorligt og hvad der er snyd fra hendes side. Jeg er nok tilbøjelig til at tage hende mest alvorligt, hvis hun siger at hun har ondt i maven, fordi hun har lidt en del af forstoppelse og mavesmerter, men det ved hun godt. Jeg vil vove den påstand, at hun spiller på det i ny og næ når det ikke passer hende at sove. Jeg kan ikke finde ud af om hun reelt har brug for mindre søvn end andre, men hun mener snildt at hun kan nøjes med at sove fra kl. 21 til kl. 06.
Jeg synes ikke det er nok, men kan jo ikke tvinge hende til at sove. Jeg synes ofte hun klager over ondt forskellige steder. Vi har været indlagt med hende af flere omgange hvor alt er blevet tjekket! Hendes blodprøver er fine og alt andet er som det skal være.
Måske er det os der bare skal vænne os til en 8-årlig i huset??? Eller hvad tænker du?
Det skal siges at vores datter er utrolig kærlig og omsorgsfuld. Hun er en fantastisk pige, som vi måske bare mangler lidt redskaber til at forstå lige nu. Jeg håber du har lidt vise ord til mig.
Mvh.