Hej Elsebeth
Har du smurt din søns ansigt med fed creme her i kulden? Det kan være forklaringen på, at han har fået bumserne.
Men det ses indimellem, at børn, der endnu ikke er i pubertet, udvikler bumser - uden de bruger creme i ansigtet. Det skyldes, at hudens talgkirtler stopper til og så fremkommer en bums.
Den bedste behandling din søns ansigtshud kan få er, at huden holdes ren og på den måde undgår, at døde hudceller danner bumser i de talgkirtler, der helt naturligt er i huden. Med andre ord, så skal ansigtet vaskes daglig,
Ansigtshuden er sart, specielt når man endnu er et barn på 7 år, så derfor skal hans ansigt kun vaskes en gang daglig med en mild uparfumeret sæbe og så skal han lære, at sæben skal skylles af efterfølgenden.
I kan sammen vaske ansigtet med sæbe om aftenen og så kan han jo skylle ansigtet med rent vand om morgenen - eller omvendt, alt efter hvad der passer ind i jeres dagsprogram.
Held og lykke med bekæmpelse af bumserne.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.