Hej Annesof
Der er stor forskel på hvornår vores børn får tænder, men ofte er der lidt arvelighed i sent eller tidligt tandgennembrud. Så det er oplagt at spørge jeres egne forældre, hvornår I fik tænder.
Nogle enkelte børn bliver født med tænder, mens andre (som jeres søn) er over et år, før der kommer en tand. Til gengæld plejer tænderne så at komme væltende frem, når de endelig kommer.
Hvis jeres søn mod forventning ved 15 mdrs. alderen fortsat ikke har en tand og I ikke kan se spor af nogen, så kan I kontakte skoletandplejen på den kommunale skole, som I hører til. Skoletandplejen er som regel meget villige til at tilbyde, at man kan komme til et tandstatus-tjek, da de jo som regel bliver jeres barns kommende tandlæge.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.