Kære Louise
Ja, jeg kan forstå, at I har fået er søn, der har temperament, og at det er noget, du også kender fra dig selv. Og det kan da uden tvivl betyde, at det er udfordrende for jer, når I skal finde ud af, hvordan I vil opdrage jeres søn.
Jeg kan også forstå, at I overvejer, hvordan I får ham til at gøre det, som I vil have ham til. I forsøger med forskellige midler, og det er en god ide at se, hvad der virker for jer og for ham.
En væsentlig ting, når man skal opdrage børn, er at kende lidt til barnets almindelige udvikling. For børn er ikke små voksne, der tænker og forstår verden på samme måde, som vi voksne gør det.
Jeres søn har været hurtig til at bruge sproget og fortælle og forstå mange ting. Det er en ren forståelsesmæssig udvikling. Og det lumske er, at han godt kan forstå rent intellektuelt, men han kan endnu ikke styre sine følelser. Det vil sige, han forstår, hvad han ikke må, men han kan ikke styre sine impulser til at fx protestere og græde, når han bliver ked af det, hvis der er et eller andet, han ikke må eller noget, I vil have han skal gøre. Det er han simpelthen ikke hjernemæssigt moden til endnu. Han skal være omkring seks til syv år, før I kan forvente det af ham.
Hvad pokker gør man så? Ja, det bedste I kan gøre er at vise ham, hvad I gerne vil have, han skal. Tage udgangspunkt i det positive, der sker mellem jer. Understrege og vise ham, hvad I gerne vil have. Og når han bliver vred og spytter fx, så tager I ham væk fra situationen og siger eksempelvis ”Jeg kan godt se, at du gerne ville have mere frikadelle. Men du har allerede spise X, så nu er det nok for i dag. Og så blev du vred (eller ked af det) og begyndte at spytte. Jeg vil have, du lader være med at spytte. Du må gå væk og spytte (og det kan så være i håndvasken eller et andet sted, hvor det er ok at spytte). Du kan kigge i X eller Y, mens vi andre spiser færdigt henne ved bordet.”
Når den voksne reagerer sådan, så hjælper I ham til at forstå følelserne. Og I viser ham omsorg, at den voksne har forstået, hvad der sker. I rummer hans følelser, og det betyder ikke, at I accepterer det, han gør. Men I forstår det. Og på den måde hjælper I også ham til at forstå sig selv. Det betyder ikke, at han kan tøjle sine følelser og styre sig, det kræver en selvkontrol, som han simpelthen ikke har. Men han lærer sig selv og sine reaktioner at kende. Følelsesmæssig selvkontrol er noget som udvikles gradvist – Netop ved, at I håndterer konflikter, så de bruges konstruktivt, når I kan! Men forvent først, at han selv kan styre sig, når han er omkring syv år.
I straffer ham ved fx at tage hans sut fra ham. Jeres tanke med det er sikkert, at han skal føle, hvad der sker, når han gør noget, I ikke vil have. Og så vil hans fornuft tage over, og han vil lære at lade være. I har allerede opdaget, at sådan fungerer børns læring og hjerner ikke. Det troede man førhen. Men i de seneste 20 år har man i børnepsykologien lært rigtig meget om børns hjernemæssige udvikling, som betyder, at man har forladt tanken om at straffe børn som en del af opdragelsen. I hvert fald i vores del af verden.
Så det bedste I kan gøre er at vise ham, hvad I gerne vil have, at han gør og så forsøge at udvide det på en konstruktiv, kærlig og omsorgsfuld måde. I kan læse mere om børns hjernemæssige udvikling fx i Ann Elisabeth Knudsens bog ’Hallo – er der hul igennem?’, som er om børns hjernemæssige udvikling fra nul til 18 år.
Og så er det rigtig godt at drøfte med pædagogerne, hvordan I kan takle opdragelsen. De har erfaringer fra mange børn.
Held og lykke med det hele
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.