Hej Bente.
Min mand og jeg blev forældre til en dejlig dreng for nu 15 mdr. siden. Han er vores første, og eneste.
Vi er i øjeblikket inde i nogle konflikter med ham, som vi har lidt svært ved at finde ud af, hvordan vi skal tackle. Han slår os begge, hårdt, i ansigtet. Dette gør han, både når han bliver ivrig og virker glad for at se os (feks når vi henter ham fra vuggestuen, eller ved bedsteforældre).
Men også når han får et “nej”, og ikke må få sin vilje. Vi har forsøgt at fortælle ham, at det må han ikke, men han bliver sur og slår så endnu hårdere. Han kan også finde på at kaste sit legetøj efter os. Det er kun os han slår!
En anden ting er omkring hans spisning. Han får efterhånden det samme mad som os, og vi spiser altid sammen, så vidt det er muligt.
Vores søn er meget glad for mad, hvilket er dejligt. Han spiser stadig med sine fingre, for så snart vi prøver at vise ham hvordan med gaffel eller ske, så bliver han vred og kaster med maden/gaflen/skeen.
Han bliver hurtigt meget vred og skriger/græder, hvis ikke han får det, som han vil. Han kaster tit med sin mad, meget trodsigt, imens han kigger på os, som om han søger en reaktion?
Hvordan tackler vi bedst dette?
Vi har prøvet at ignorere det, fortælle ham stille, at det gør man ikke, skældt ud, og taget maden væk fra ham. Men intet syntes at hjælpe. Nogle siger, det bare er en fase, han skal igennem, men jeg synes, det har stået på meget længe nu (flere mdr).
Bortset fra ovenstående er vores søn en glad, nysgerrig og lattermild lille dreng, med stort D! Han spæner rundt, trives godt i vuggestue, og virker til at have det godt.
Håber du har et par råd til, hvordan vi tackler konflikterne bedst, og evt. kan fortælle lidt om, hvorfor han gør, som han gør. Som forældre vil vi jo helst gøre det rigtige for vores søn:)
Venlig hilsen