Hej Heidi
Den problematik som du her beskriver, er meget velkendt på vejen til at blive helt ble-fri. For nogle børn er det en overvindelse, at skulle sætte sig på toilettet og ”give slip”, så de kan, som jeres søn, sidde der rigtig længe og holde på afføringen, fordi de ikke rigtig kan overskue det med, at give slip. Og så har han vænnet sig til at få ble på, så det er tegnet til ”nu kan der slippes”.
Som du selv skriver, så er han for stor til puslebordet og det kan næsten også blive for mageligt, så drop puslepuden og rengør ham som I ville, hvis han havde siddet på toilettet. Det er jo der, I gerne vil have ham hen, så sæt ham gerne op og få ham til at læne sig fremad, så I kan tørre/vaske ham.
Selv om I måske synes, at jeres søn fysisk er blevet lidt stor til en potte, så kan det være en rigtig god løsning, så han kan komme et skridt videre. Placer potten ved siden af toilettet, så er det næste skridt igen, ikke så stort.
At have afføring siddende på potten resulterer ikke i plasken og evt. stænk af vand i bagdelen. Og det giver en anden fornemmelse af overskuelighed, hvilket har en positiv effekt på rigtig mange børn, der har lettere ved at blive fortrolige med en potte frem for et stort toilet.
Det er uden tvivl en udfordring for din søn at blive blefri, men han er helt klar til at blive udfordret, som du beskriver ham. I kan evt. læse bøger om, hvorfor/hvordan man afføring, for dermed at få en snak om dette emne. Bogen ”Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved”, er en populær bog, der kan bruges til at grine og snakke om dette emne, og de har sikkert også andre forslag, hvis du spørger på biblioteket.
Når først han er blevet fortrolig med potten, så vil der ikke at gå længe, før han selv vil tage skridtet til at bruge toilettet, så det er formentlig kun en kort periode, at I får brug for potten.
Som du sikkert ved, så handler det om at skubbe ham i den rigtig retning, men samtidig ikke presse ham for voldsomt. Det kan være en hårdfin balance. Ros og opmuntring er godt, men omvendt skal der heller ikke gøres et stort nummer ud af det.
Det kan være en hjælp, at I regelmæssigt 2 gange i døgnet, på næsten faste klokkeslæt, sætter ham på potten og gerne 20 – 30 min. efter et større måltid (morgenmad og aftensmad), da det giver størst sandsynlighed for ”gevinst”. Og lad ham ikke sidde mere end 10 – 15 minutter og giv ham gerne en bog at læse i, men måske skal han også have lov til at sidde alene og uforstyrret.
Håber I er blevet inspireret til næste skridt på vejen til at blive helt blefri.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.