Kære Anette
Stort set alt er muligt med et lille spædbarn, bare barnet fornemmer tryghed, der hvor det puttes. Det lyder som om at barnevognen og måske en lift du bruger i barnevognen er trygt og godt for din søn, hvis han uden problemer kan puttes der.
Måske er det den lift, du også skal bruge om aftenen og natten, hvis din søn ikke skal ligge i sengen hos jer. Det kan se nok så sødt og nuttet ud med en vugge, men hvis din søn befinder sig bedre med noget andet, så mener jeg at I skal vælge det.
Det er dejligt at høre, at sønnen stortrives, smiler og trives. Børn er forskellige nogle børn kan ikke få nok tæthed og andre børn trives bedre med mindre tæthed.
Jeg vil foreslå, at du drøfter det med din sundhedsplejerske, næste gang I har besøg. Hun kender din søn og ser jer sammen.
Som forældre ønsker man altid at yde det bedste for sit barn, men det der er bedst er ofte afstemtheden ift. barnet, og det kræver, at man som forældre hele tiden bliver bedre til at aflæse barnets signaler og behov.
Det er den måde, alle forældre udvikler deres forælderskab på i samspil med deres barn. Og jeg kan fortælle, at man aldrig bliver færdig hermed, selv når børnene bliver store teenagere, skal man også afstemme sig og aflæse børnenes signaler og behov.
Det er det, der er det udfordringen og det fantastiske ved forælderskabet, det ændre sig og udvikler sig konstant.
Held og lykke med det.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen
Psykolog og sundhedsplejerske.