Kære fagpanel
Først en kæmpe tak fordi vi har haft så meget glæde af jer, hvad angår begge vores drenge. Vi har altid fået et meget kompetent og hurtigt svar. Og samtidig har vi følt at det at søge svar hos jer har været trygt og på ingen måde fordømmende. Så af hjertet tak!
Nu står vi i den situation, at vi har været til forældremøde i vores store søns 0. klasse og det viser sig, at vores søn har svært ved skolen.
Lige før skolestart, flyttede vi til et nyt hus, i en ny by og dermed også et nyt fritidshjem. De sidste 7 måneder har vores søn, derfor skullet danne helt nye relationer til både børn, pædagoger og lærere i et helt nyt miljø. Og så er han oven i købet også blevet storebror for første gang.
Fagligt og socialt går det strålende i skolen. Han er helt med fagligt og han er meget vellidt af både drenge og piger, og har derfor mange venner og trives rigtig godt. Lærerne synes også, at han er en meget sød og dejlig dreng, som på ingen måde er fræk, men desværre er lidt umoden, hvad angår at gå i skole.
Han fjoller meget med en gruppe drenge i klassen og har svært ved at koncentrere sig for længe af gangen. Han har svært ved at lytte og tage imod kollektive beskeder. Han kan komme for sent ind fra frikvarteret, fordi han er så opslugt i en leg.
Han snøvler og hans verden kan bryde sammen, hvis han slår sig eller har svært ved at få overtøjet af eller på. Som lærerne udtrykte det: Han vil bare gerne lege hele tiden…
Vi er ikke overraskede, da vi også oplever ham sådan herhjemme. Man skal altid skynde på ham og bede ham om tingene 1000 gange før det bliver gjort. Og han har altid haft svært ved det grov,- og finmotoriske, hvilket ikke gør det nemmere for ham at skynde sig.
Jeg er den bløde forælder, der gerne vil gentage mig roligt 1000 gange, da jeg er overbevist om, at drengebørn har lidt sværere ved mange ting og at det ikke nytter at spille tyran. Hans far derimod meget konsekvent og er på ingen måde tålmodig overfor hans distræte og snøvlede adfærd.
Dog virker det ikke til, at hverken min eller hans fars metode rykker vores søn.
Vi har begge en historik og tilbøjelighed til at servicere ham alt for meget, hvilket vi er meget bevidste om at ændre radikalt.
Lærerne ønsker ikke at lade ham gå 0. klasse om, da han har fået så mange gode venner og har kæmpet hårdt for at komme dertil, som helt ny fra start.
De vil dog gerne have at han rykker sig radikalt inden 1. klasse, da de ellers ikke kan afvise at han så må gå 0. klasse om.
Vi vil KUN det bedste for vores søn. Jeg må indrømme at jeg personligt vægter det sociale højest i 0. klasse og derfor er ret tilfreds med det min søn har opnået. Men skolens mangelsyn, vælger at fokusere på alt det min søn skal forbedre og det er jo samfundets vilkår, som vi må indordne os.
Så hvordan gør jeg det bedste for min dreng?!
Laver jeg bootcamp herhjemme de næste 3 måneder med kæft, trit og retning?!
Eller hjælper jeg ham blot til mere selvhjulpen,- og selvstændighed og håber, at modenheden kommer helt naturligt, når han er klar?!
De varmeste hilsner fra