Hej Else,
Tak for dine tidligere svar. Nu er vi her igen 🙂 Vi er forældre til en dreng på lige over 14 uger.
Lynhurtigt kan jeg sige, at han kom til verden på en lidt lang og hård måde og at jeg tror, han har været mast i lang tid før fødslen. Stor dreng i lille mor. Ikke meget stor… godt 3400 g.
Har gået til kiropraktor lige siden fødslen med sin nakke og ryg og er dømt kolikbarn – hvad det så end vil sige – af læger. Han var umættelig og endte efter 6 uger med flaske. Brugte mere tid på at skrige af brysterne end på at spise. Han er blevet meget stor, er lige blevet målt til 63 cm og 7,2 kg. Spiser lidt under det anbefalede nu, men får lov til helt selv at regulere (efter aftale med min sundhedsplejerske).
Han kan ikke falde i søvn af sig selv, men SKAL hoppes op og ned i en slyngvugge. Alternativet
er hysterisk flitzbue og skrig. Og han udmatter IKKE sig selv af det.
Nå, lang intro, og spørgsmålene er egentlig:
Hvordan kender man forskel på kolik/smerte og meget voldsomt temparament? Sønnike har skreget fra dag 1 – og han skriger stadig. Ikke bare græder, men skriger. Og klynker. Og skriger. Og har et meget vildt og “utålmodigt” kropssprog. Han skriger stadig, når han prutter. Men han skriger også når han er træt, sulten, sur, ikke kan finde ud af at holde fast på en ting, når han gylper af at ligge på maven, når han har tis i bleen, når han er i barnevogn, når han er i bæresele, når jeg lægger ham på gulvet ved siden af de andre børn i mødregruppen osv osv osv. Jeg tror ikke, han har det forfærdeligt hele tiden.
Han smiler og griner og elsker at blive løftet op til sidde og stå i armene (hans hoved følger med) –
men der er 1 nanosekund fra glad til hysterisk. Han skriger og græder yderligere et par timer om aftenen. Kun afløst af klynk.
Både sønnikes far og jeg får testet vores tålmodighed, men jeg er ret stolt af os begge. Vi gør vores absolut yderste for at han skal være glad og tryg hvert sekund. Vi overpyldrer ham ikke, taler roligt til ham når han går i spåner og forsøger at hjælpe ham med de ting, han prøver – at vende sig, at tage fat i ting osv. Men han bliver SÅ sur, når noget ikke vil. Og nu, hurra, har han fundet ud af, at han kan skrige, så han gør det også bare for sjov.
Summen er, han skriger hele dagen, og kommer kun lidt ud, da jeg synes, det er for hårdt at fragte ham skrigende i barnevogn.
Jeg har læst at temparament er medfødt. Men kan jeg gøre noget, for at hjælpe ham, så han ikke går så voldsomt i spåner hele tiden? Mest for hans skyld senere hen, så han kan indgå i nogenlunde normale relationer til andre – men også for min egen skyld, så jeg kan tage i mødregruppe og tage ham med ud i verden ellers, uden at skulle have ham på armen og
hoppe op og ned, for at få ro over feltet?
Er det normalt at et barn ikke vil ligge på gulvet og kigge på en uro eller et legestativ i en mødregruppe… ligesom de andre børn??? Det er en vanvittig kontrast at se andre børn, der bare ligger og hygger og leger med ting – og kun græder lidt når de er sultne. Spiser. Og så bare
er glade igen bagefter. What to do.