Kære "Den fortvivlede"
At udtrykke følelser er rigtigt svært og selv om man er langt fremme i sin udvikling, når man er tre år, så er det endnu ikke muligt, at udtrykke med lange forklaringer, at man er jaloux.
Selv for større børn og voksne, så er jalousi jo ofte en frustrerende følelse, som først skal erkendes og derefter udtrykkes med ord og selv vi voksne mangler nogle gange ord for denne ofte knap så rationelle følelse.
Så der er intet underligt i, at så lille et menneske bare udtrykker det helt fysisk, netop ved at slå jer forældre. Og egentlig er det jo ret flot, at han kan finde ud af, at kanaliserer sin frustration over mod jer forældre, som jo er ansvarlige for lillesøster/hans konkurrents ankomst og han ikke bare lader det går ud over tilfældige andre.
Når alt dette er sagt, så skal I jo på ingen måder accepterer, at han slår. Dybest set ved han jo godt, at det ikke er i orden, så støt ham i det ved, at I tydeligt tilkendegiver, at det må han ikke, at det vil I ikke have.
Præcis som jeg også fornemmer I gør. Men accepter, at det kræver mange gentagelser og ikke mindst modning hos jeres søn. Jeg synes, at han allerede er langt på vej i en positiv retning ved, at han giver udtryk for, at han ved, at han ikke må slå, men hans alder taget i betragtning, så forstår han ikke helt selv omfanget af det han siger, men han oplever, en positiv respons fra jer, når han siger det og det vil han rigtig gerne have.
Det er lidt det samme, som når børn i denne alder siger ”Du er smuk” (eller hvad de nu kan finde på at sige af udsagn til en voksen) og smiler til en. Her afventer de ens positive reaktion, for de har ved gentagelser erfaret, at det er den reaktion, de får, når de siger, ”Du er smuk”, men de ved sjældent, hvad det vil sige at være smuk, hvis man beder dem forklare det. Men nogen har garanteret sagt det til dem på et tidspunkt og nu prøver de selv at bruge dette udsagn i forskellige sammenhænge.
I skal ikke råbe eller andet, men blot meget bestemt sige, at han ikke må slå jer og så er det en god idé, at I efterfølger det budskab med en tilkendegivelse af, at I godt kan forstå, at han bliver ærgerlig over, at han ikke må få xx, og drej så fokus i samtalen over på noget, som han gerne må, noget I sammen kan lave eller hvad der nu passer i den givne situation.
Når han gerne vil lege skib af sofapuderne, så ros ham for hans fantasifulde idé med at lave et skib og find så noget andet I har i huset – gerne sammen med ham, som han kan bruge til at lave et skib af.
At skulle ud af døren betyder ofte, at barnet afbrydes i en leg, som det måske er dybt involveret i og har mange planer i hovedet, der skal prøves af i forbindelse med den leg, der er i fuld gang. Så er det frustrerende, at blive afbrudt med krav om at skulle noget, som ligger langt væk fra den plan, som barnet er midt i. Et forslag er, at I fx 10 – 15 minutter før I skal ud af døren fortæller ham, at I skal gå om 10 minutter. Og understøt gerne budskabet med at forklarer, hvordan viserne på uret skal stå, når I skal gå eller et andet ”billede”, som han kan forholde sig til.
Når I oplever, at jeres dreng griner i nogle sammenhænge som om, at han synes, at det er sjovt, så kan et gæt være, at han er meget usikker på situationen og derfor griner han. Det er langtfra ualmindeligt, at børn (og også nogle voksne) griner, når de befinder sig i situationer, som de har svært ved at håndtere.
Det bedste I kan gøre er, helt at se bort fra hans latter og på bedste vis hjælpe ham ud af situationen, fx ved at forslå en aktivitet, som han kan lave eller I kan lave sammen. Det kan være dække bord, tømme vaskemaskine eller hvad I nu finder på i situationen.
Jeg er helt enig med dig i, at time-out duer ikke. Det giver ingen mening at udelukke et barn, der i forvejen ikke helt har kodet, hvordan man skal håndtere en given situation, fra fællesskabet.
Og så spiller det enkelte barns temperament også en vigtig rolle i forhold til, hvordan de rummer og håndterer følelsen af frustration. Først når børn er i 4 -5 års alderen aftager konflikter med forældrene om, hvad man må og ikke må, men samtidig ændres det, så barnet nu har flere skænderier med søskende og jævnaldrene.
En taktik i forhold til at håndtere hans bideri/frustrationer er, at I forsøger at ignorere det, ved ikke at kommentere så meget på det andet end, at I kort og præcist siger, at det vil I ikke have. (Og det ved han jo godt, så I behøver ikke at snakke meget om det og det vil også kun gøre det vanskeligere for ham, at komme ud af den ”dumme situation”.
I stedet skal I bryde ind med at give ham positiv opmærksomhed og henlede hans opmærksomhed på noget, som han gerne må. Giv korte og præcise beskeder. Reagerer han ikke på beskeden, så lad være med at gentage den, men betragt det som at han ikke kan forstå det. Prøv i stedet (og fortsat i en positiv tone) med andre ord, i nye vendinger, at få dit budskab igennem.
Held og lykke med vejen ud af bideriet. Og husk på, ikke at stille større krav til jeres dreng end til et barn på tre år, til trods for at han er så langt i sin udvikling på rigtig mange punkter.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.