Hej Marion
Jeg skriver til dig, fordi vores følsomme dreng på knapt 3,5 år ofte græder.
Han græder hjemme over småting mange gange i løbet af en dag – men her kan jeg læse mig frem til, at det er helt normalt, og at han skal mødes med accept og omsorg, og ikke ”hold nu op med at hyle”. Så langt så godt.
Lad mig lige beskrive mit barn: Han er god sprogligt, selvom det kom lidt sent, fordi han er ørebarn. Han kravlede aldrig, men gik da han var 11mdr – han er derfor ikke vildt god motorisk, og mangler måske lidt selvværd på dette område (vi har aftalt at begynde til gymnastik i efteråret).
Han løber stadig lidt som et mindre barn og er heller ikke så god til at hoppe. Til gengæld har han en løbecykel, som han er glad for. Af sind er han nok lidt sensitiv – han bryder sig ikke om høje lyde, er lidt genert (men ikke bange for at kontakte fremmede børn) og han reagerer negativt på overstimulering og klager ofte over, at tøjet ikke sidder korrekt osv. Han er god til at finde venner, og han føler meget med andre. Men samtidig er han også meget aktiv, og elsker at lege vilde lege osv.
Nu til min bekymring: Problemet er, at han ikke kun græder hjemme, men også i børnehaven, som resulterer i, at han er et nemt mobbeoffer. Han giver jo dem, der driller lige præcis den reaktion, de ønsker. Han begynder at græde. Og det er ofte over petitesser – jeg er klar over, at det er min tolkning af situationerne, og at de selvfølgelig ikke er petitesser i hans verden. Han har lige siden, han var helt lille, grædt eller er løbet væk, når nogen har taget hans legetøj.
Han tager ikke konflikten, og tager legetøjet igen. Vi blev gjort opmærksom på det fra vuggestuens side dengang, men fik ingen redskaber til at gøre noget ved det – og samtidig havde vi også svært ved at se det som et problem, da vi jo heller ikke i den voksne verden slår hinanden, når vi ikke er enige. MEN nu er det jo så et problem.
Han græder ofte om morgenen, hvis et af de andre børn brøler til ham. Da han lige var startet var det jo fra de andre børns side med leg som hensigt, men nu er det nok mere som drilleri, da de forventer, at han begynder at græde. Vi har også flere gange observeret, at han begynder at græde, når et vuggestuebarn tager noget fra ham (han er i integreret institution) – og her taler vi altså om et barn, der er 2 år yngre end ham.
Vi er bange for, at vi selv gør noget forkert. Han blev storebror for 15 mdr siden, og det tog han temmelig hårdt. De første 7 mdr benægtede han, at hans lillebror eksisterede, men så snart lillebror blev mobil, brød helvede løs. Konflikt på konflikt på konflikt, og lillebror er desværre en rigtig lille bandit. Han prøver at få kontakt med sin storebror ved at rive og slå, som nu har resulteret i, at storebror ofte hyler så snart lillebror er inden for en meter af ham.
Det har været meget svært at takle – for storebror må jo meget gerne sige fra, men han skal jo heller ikke skubbe så hårdt til lillebror, at han banker hovedet ned i gulvet. Vi er bange for, at det har forstærket hans konfliktskyhed, at han ikke selv føler, han har nogen sanktionsmuligheder, når lillebror er en bandit (og at han overfører dette til børnehaven).
Vi har flere gange forsøgt at fortælle storebror, at han er større end den lille, så han skal ikke være for voldsom mod ham – men samtidig at han gerne må skubbe ham blidt væk eller række hånden ud mod ham og sige ”STOP”. Det virker bare ofte ikke, da lillebror bare fortsætter ufortrødent.
Vi har ofte tænkt på bare at lade dem klare det selv, men vi er bange for, at det vil resultere i hyppige besøg på skadestuen. Samtidig skal lillebror jo også lære, at hans opførsel har konsekvenser – han skal ikke tro, han kan gøre hvad som helst mod storebror uden ”straf”.
Det betyder mere end noget andet for os, at vores børn har et godt selvværd, at vi støtter dem i deres udvikling på en sådan måde, at vi tager hensyn til deres individualitet – og ikke mindst at de er glade. Vi vil derfor meget gerne have svar på følgende:
Hvordan kan vi hjælpe storebror med at reagere mere hensigtsmæssigt ift. de andre børn i bhv, så han ikke bliver et nemt offer for de andre børn? Og hvordan tackler vi konflikterne mellem vores børn?
Med venlig hilsen