Hej B.
Helt generelt skal I være forsigtige med at "øve vold" mod jeres søns rytme i dagligdagen. Når han har det fint med at sove to gange, så er det fordi han har behov for det. Hvis I forsøger at tvinge ændringer igennem, så kan I risikere en overtræt dreng, som bliver pjevset og får svært ved at finde sin søvnrytme.
Der er helt sikkert også stor forskel på hans hverdag, når I står op klokken 6.30 i dagligdagen og så week-enderne, hvor I først står op omkring klokken 8.00. Det er jo faktisk de 1 1/2 time (fra klokken 6.30-8.00), som han sover om formiddagen, når han er i vuggestue. Og der er helt sikkert også fuld damp på i vuggestuen med mange indtryk osv. Det trætter uden tvivl også en lille mand.
Måske kan I stile efter, at hans rytme med fordel kan ændre sig, hvis I har en ferieperiode her i sommer. Der vil I måske i 2-3 uger få den samme dagsrytme, som I har i week-enderne nu. I står op ved 8-tiden. Og så sover han kun én gang i 3 timer klokken 11-14.00 ca.
Hvis han virker træt, når han kommer tidligt op om morgenen efter sommerferien, så kan det stadig være for tidligt at slippe formiddagsluren. Så kan I evt. vente til det bliver vintertid, og vi stiller urene en time tilbage. De er jo et naturligt ryk i døgnrytmen, som måske passer godt til jer. Dette inkluderer også, at han så kommer i seng omkring klokken 19.00 og på den måde får lagt 1 time ekstra til sin nattesøvn på grund af vintertidens begyndelse.
Rigtig god fornøjelse med at indpasse én gang middagssøvn, når det passer til jeres søns behov. Jeg håber, at jeg har bidraget med muligheder.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske phd.