Hej!
Jeg har en dejlig dreng på 19 måneder, som jeg elsker overalt på jorden og vil gøre alt for.
Det frustrerende er, at jeg føler jeg gør ALT for ham og det ikke er godt nok.
Han var en dejlig nem baby og jeg har aldrig hørt ham græde – lige indtil han blev 9 måneder. Jeg var alene med ham fra dag et af og gik hjemme det første år med ham. Han sov hos mig det første år, da det var en nem løsning med amningen, og jeg også var den overbevisning, at det var godt for ham det første år.
Jeg har siden da, kæmpet med at få ham til at sove for sig selv. Da han var yngre, havde han en vugge – jeg oplevede det gik bedre med at falde i søvn i barnevogn, og der sov han udemærket i en måneds tid – jeg vuggede ham i timevis og fik ikke meget søvn.
Så gik det ikke godt længere. Nu ligger han i tremmeseng – men ligegyldigt hvor meget jeg nusser ham, synger, læser, vugger ham – jeg gør det, lige indtil jeg er ved, at gå til – det hjælper ikke. Han sover ikke og hvis han endelig gør – så vågner han så snart, at jeg går.
Han ender ofte i min seng, da klokken i forvejen ofte bliver 21-22 stykker, før at jeg ligger ham – jeg ved, at det er alt for sent – men han VIL bare ikke. Jeg kæmper i flere timer og jeg sover ikke mere end 3-4 timer om natten – det er begyndt at sætte spor i mit helbred og det er også en kamp, at følge med på mit studie (jeg er studerende)
Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg bør gøre. Jeg har en super dejlig kæreste, som er til stor hjælp, når han er her (vi bor ikke sammen). Jeg vil gerne have noget privatliv og lære min søn, at sove alene. Men intet virker.
Jeg er meget imod, at gå fra ham og lade ham græde. Men jeg må indrømme, at jeg et begyndt at gøre det – problemet er bare, at det ikke virker. Jeg går ind til ham hvert tiende-tyvende minut. Lægger ham ned og fortæller ham, at han skal sove – mareridtet bliver ved i flere timer, enten til jeg giver op – eller til han sover op til et par timer, og det begynder igen.
Men dette er langt fra det eneste problem jeg står med.
Han er utrolig intelligent og stædig. Alle siger, han er meget længere fremme end alderssvarende. Jeg tror, at han trods sine 1,5 år – er i sin første trodsalder.
Han prøver mig konstant af og når jeg sætter grænser for ham, bliver jeg slået, han har kastet ting efter mig, han river mig i håret, bider mig, sparker mig m.m. Når han gør det, sætter jeg ham væk fra mig eller, når det er meget slemt i hans tremmeseng – men så begynder han, at lade det gå udover sig selv. Han kan finde på, at slå sit hovedet ind i sengen/ gulvet, kaste sig hårdt ned i gulvet m.m – det er enormt frustrerende.
Han er en meget stor og stærk dreng – han er svær at holde, når han går amok og vores kampe har endt i flækket læbe, blodnæse og afrevet hårtotter.
I vuggestuen siger de, at han er sådan en god og altid glad dreng. Når min mor passer ham, siger hun også, at han er nem. Han sover med det samme og græder aldrig. Men når jeg er på besøg med ham, hos min mor – så er han så pjevset. Han ved ikke, hvad han vil, og jeg kan ikke få lov til noget som helst. – kan ikke engang tisse uden ham og han skriger, hvis min mor tager ham op. Han vil kun have mig og alligevel er han ikke glad sammen med mig.
Jeg vil så gerne have det hyggeligt med ham – det stresser os begge to, og det er efterhånden blevet en sjældenhed, at vi har en dejlig dag sammen.
Det er kun mig, det går ud over, og når han har været i vuggestue, eller har sovet en nat ude – så er det endnu værre.
Jeg er vant til børn og ved, at de kan være en mundfuld – men jeg har aldrig oplevet noget i nærheden af min søn.
Jeg håber, at I kan give mig nogle råd – jeg føler mig som verdens dårligste mor og er begyndt, at få tudeture. Jeg føler mig magtesløs.
Mange hilsner fra den ulykkelig mor, som ønsker at se sin dreng lykkelig med hende.