Hej,
Jeg håber meget at I kan hjælpe mig, da jeg virkelig er ved at “drukne” i det her.
Vores datter på næsten 3 år (til august) smed bleen for 2 måneder siden. Hun sagde selv en aften, at nu ville hun ikke have den på mere, og så lykkedes det bare for hende, uden særlig mange uheld. Og det kørte bare… Og vi synes, det var fantastisk.
Så for 1 måneds tid siden begyndte hun at lave i bukserne igen. Aldrig tis, kun afføring. Det har virket til, at hun har været forstoppet, så jeg har givet hende movicol behandlinger, med god effekt (jeg er sygeplejerske) men det ændrer ikke rigtig på situationen.
Kort tid efter afsluttet behandling virker maven hårdere igen. Jeg har forsøgt at give hende det, sammen med svesker og lign., med jævne mellemrum, sådan at maven ikke blev hård, men heller ikke det hjælper. Og det er jo klart at maven bliver hård, når hun ikke kommer af med afføring jævnligt.
Det er altid små klatter, og meget sjældent lykkes det hende at lave på toilettet eller potten, og så kommer der bare rigtig meget. Så hun har jo en masse derinde, og det er jo derfor at det kommer næsten hele tiden i løbet af dagen. Op til 10 gange på en dag…
Jeg har forsøgt at sige, at det ville jeg ikke have, det skulle hun gøre på potten, jeg har forsøgt at ignorere det og bare fjerne det, jeg har forsøgt, at reagere som jeg gjorde, da hun brugte ble, og jeg har også mistet besindelsen et par gange, da hun har kravlet rundt i vores seng med afføring over det hele, eller tørret fingre med afføring af på møbler og lign. Og der er grænser for min tolerance.
Jeg kan bare snart ikke mere, og nogle gange siger hun faktisk, at hun gerne vil have ble på igen, hvilket jeg har prøvet, men det ændrer ikke på, at der kommer mere eller ej. Og går hun med numsen bar, så gør hun det bare på gulvet… Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.
En veninde, der er pædagog, sagde, at det kunne være en måde, hun ubevidst fortæller mig, at jeg ikke bestemmer over alt, da hun ofte siger til mig “Jeg gør det ikke mere, næste gang siger jeg det” men det gør hun jo aldrig…
Jeg vasker og vasker, og synes jeg efterhånden kan lugte “prut” alle steder…
I december sidste år fik hun en lillebror, og har reageret rigtig fint på det. Og smed jo bleen efterfølgende, så har lidt svært ved at se at det skulle være den udløsende faktor. Og sutten har hun stadig, og er meget glad for den, så den har vi heller ikke taget fra hende…
Hvad er Jeres mening…???
Sundhedsplejersken mener, at det bare er et spørgsmål om tid, før hun stopper med det igen, men nu har det stået på i en måned…
På forhånd tak.
Venlig hilsen