Hej Randi
Som du sikkert er klar over, så er nogle børn hurtigere til at udvikle deres sprog end andre. Din datter har åbenbart haft rigtig travlt med hendes motoriske udvikling og sproget er hun ikke nået så langt med.
Når man er 20 måneder, så skal man have forståelse for sproget. Det betyder, at I skal have fornemmelse af, at hun forstår, hvad I siger. Når I fx siger: ”Kan du tage dine støvler?” så skal hun tage støvlerne, osv.
Sproget kommer ved, at I taler rigtig meget med hende. Læs små pegebøger og snak om alt det I ser i løbet af dagen og peg på det I taler om. Og brug rim og remser, syng sange og leg sanglege med hende.
Hvis I gør dette intenst i en periode, så skulle det gerne resultere i, at hun inden længe begynder at pege på ting og spørge: ”Det?” eller ”A´ det?” Hvilket er de typiske måder. et barn begynder at sige ”Hvad er det?” på.
Hvis I har oplevet, at sproget ikke har udviklet sig i en periode. At hun længe kun har haft de samme ord i sit sprog, så kan det være et tegn på, at hun ikke hører så godt. Og så er det helt relevant, at få hendes øre tjekket ved en ørelæge. Selv om hun ikke har andre gener, så kan hun sagtens have væske i ørerne, der forhindrer hende i at høre ordentligt.
I er jo ikke i tvivl om, at hun kan høre, men der kan være stor forskel på, hvor nuanceret man høre og skal man udvikle sit sprog, så skal man høre så godt, at man kan høre nuancerne i sproget og det kræver en god hørelse.
Held og lykke med sprogtræningen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske. cand.scient.soc.