Hej Jekilo
Det kan være svært at bedømme, hvor meget ens barn reelt tisser. De fleste gange er der også tis i bleerne med afføring, - og de fleste børn tisser i badevandet...så det er svært.
Det er ikke nødvendigt, at anskaffe en babyvægt for at få styr på, hvor mange våde bleer din søn har i løbet af døgnet. Tag et døgn, hvor du samler alle de brugte bleer i en pose. Alle, både afføring og tissebleer. Efter et døgn skulle du gerne have en pose, der ca. er ligeså tung som en pose med en liter mælk.
Hvis et barn mangler væske, så bliver barnet typisk forstoppet. Så har din søn hård knoldet afføring, så kunne det være et tegn på væskemangel, som følge af, at han ikke får nok at drikke.
Men er han i fin trivsel, følger sin vægtkurve, er glad og aktiv, så får han sikkert, det han skal.
Når man ammer, og specielt når man er forbi de første måneder med amning, så bliver man ikke mere så brystspændt, som i starten af ammeperioden. Det er ikke nødvendigvis tegn på, at man ikke laver meget mælk, men mere, at kroppen nu formår at lave mælk - også i store mængder, uden at man bliver så brystspændt.
Det er også almindeligt, at et barn på 5 måneder meget hurtigt kan tømme et bryst og man som ammende mor ikke fornemmer, hvor maget barnet egentlig har drukket . Og man overraskes over den faktiske mængde, som det lykkes barnet at drikke på meget kort tid.
Når du giver din søn skemad, så husk at tilbyde lidt vand af kop. På den måde får han også lidt ekstra væske og vænner sig til at drikke af kop. Drikker han store mængder af vand, så skal du nok også tilbyde udmalket mælk eller modermælkserstatning af kop.
Det er belastende at gå og være bekymret for, om ens barn mangler noget. Det tager noget af glæden og fornøjelsen ved at være forælder. Så er du fortsat bekymret for din søn, så del din bekymring med din læge.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.