Kære CSA
Hvilken skøn start I har kunnet give jeres datter. Jeg tror, der er mange forældre, der kunne misunde jer den mulighed, I har haft.
Jeres datters reaktion på afvisningen fra de to børn i legestuen er en helt naturlig menneskelig reaktion på at blive afvist. Det er der ingen, der bryder os om og alligevel, oplever vi det alle engang imellem. Det bliver heller ikke sidste gang, jeres datter kommer til at opleve det.
Din beskrivelse af din fine snak med din datter om venskab - og at hun er vellidt - har været en vigtig snak for hende.
Dvs. den oplevelse hun har haft ude "i den store verden", har hun kunnet bearbejde med dig og det har givet hende en god erfaring, som hun kan tage med sig i livet - nemlig: At ikke alle man møder på sin vej, er lige venlige og forudsigelige, men at man kan få en god snak med mor og far om det, og dermed komme til at forstå verden bedre.
Det at du har fokuseret på venskab - og at hun er vellidt (i stedet for at have fokus på de uheldige bemærkniger fra de to børn) hjælper din datter til at tænke positivt og fremadrettet.
Det lyder som om, det er lykkedes dig at holde samtalen enkel og overskuelig. Det er lige netop, hvad den 2 1/2 årige har brug for, i stedet for lange forklaringer som den aldersgruppe ikke kan forstå.
Mine direkte svar på dine spørgsmål er ligetil:
Nej, jeg tror ikke du skal være bekymret for, at jeres datter føler sig udenfor i legstuen fremover. Et barn der har mødt så meget kærlig omsorg hjemmefra, har de største chancer for at føle sig vellidt - og gode muligheder for selv at kunne bidrage til fælleskabet på en fin måde.
Jeg tror derfor, at hun vil udvikle nogle sunde sociale kompetencer. Hun reagerer allerede relevant på en afvisning. Der kunne være mere grund til bekymring, hvis hun ikke viste, at hun var ked af at blive afvist.
Og til sidst - med den kærlige, omsorgsfulde og trygge start på livet som I har kunnet give jeres datter - tror jeg, hun har den bedste ballast til at få en god start i børnehaven. En ballast der gør hende klar til både at få gode legekammerater og til ind imellem at kunne møde afvisning som en naturlig del af en hverdag med andre mennesker.
Rigtig god børnehavestart til hende.
Og tillykke med den lille ny til november - der er ikke noget som søskende til at sætte skub i træning af de de sociale kompetencer :)
Venlig hilsen
Berit Hertz
Sundhedsplejerske, proceskonsulent