Hej Marion,
Jeg skriver til dig fordi jeg har en datter på 10 år som har meget svært ved at åbne op om sine følelser. Hun kan blive utroligt ked af det og græde og græde, hvor jeg forsøger at trøste hende ved at holde om hende og være der for hende og spørge ind til hvad hun er ked af, men jeg kan ikke få hende til at fortælle eller sige noget.
Jeg har tænkt at hun måske føler sig presset til et bestemt svar, og så har jeg forsøgt slet ikke at spørge om noget, men bare være der og holde om i timer, i håb om at det måske kan trøste hende og få hende til at dele sine følelser med mig, men uden held.
Det er meget frustrerende at se og mærke ens barn så ked af det uden at have mulighed for at være en del af det, og forstå hvad der ligger bag. Hun kan nogle gange blive så ked af det at hun går i selvsving og har meget svært ved at komme ud af det igen. Her hjælper det, hvis der sker et miljøskifte eller noget spændende, som pludselig kan fjerne hendes fokus.
Jeg går og forestiller mig de værste ting, der kan være årsag til at hun er så ked af det, men jeg har på fornemmelsen, at det er mindre ting, der får lov til at vokse sig store hos hende, fordi hun ikke har nogle at dele det med.
Jeg er også bekymret for, at hun kan få det endnu sværere, når hun bliver ældre, hvis hun ikke lærer at være åben omkring sine følelser og sætte ord på overfor sig selv og andre. Jeg vil gerne skabe et trygt rum, hvor hun altid har lyst til at fortælle, hvordan hun har det, uanset hvilke tanker og følelser hun går rundt med. Det er kun her i familiens skød, at hun viser hun kan være ked af det.
Alle andre steder fremstår hun glad med et smil på læben og overskudsagtig. Når hun så kommer hjem går luften fuldstændig ud af ballonen og alt overskud er forsvundet som dug for solen. Putting on the happy face. Som om at hun holder enormt meget på sig selv ude blandt andre og ikke står ved den hun er, og det hun føler. Jeg kunne ønske en højere grad af ligevægt for hende. Hun har har en lillebror på 8 og en storesøster på 12 år.
Dette var en masse tanker fra mig. Jeg håber meget at du har nogle gode råd til mig, i forhold til hvad jeg kan gøre for at få hende til at åbne op om sine følelser og tanker om noget, der er svært. Ellers er hun utroligt snakkesaglig.
På forhånd mange tak.
De bedste hilsner