Hej JC
Det er helt forståeligt, hvis du er ved at være desperat. Det tærer på ens kræfter, når ens barn hele tiden bliver sygt og hverdagen bliver så uforudsigelig og al planlægning skrider.
Din læge har helt ret i, at nogle børn er mere modtagelige end andre, og når din søn også er født for tidligt, så er det en kendt sag, at for tidligt fødte børn generelt er mere modtagelige end gennemsnittet.
Når din søn bliver syg, så arbejder hans immunforsvar på at bekæmpe infektionen. Når det er overstået, så er immunforsvaret efterfølgende svækket i en periode. Møder din søn en ny infektion, - før hans immunforsvar helt er kommet sig fra den foregående infektion, - ja, så bliver han lettere smittet, end hvis han ikke lige havde været syg.
Mange af de infektioner vi får, får vi pga dårlig håndhygiejne. Hvor gode er I til at vaske hænder og hvor gode er de til at vaske hænder i vuggestuen? Din familie kan have ret i, at indeklimaet kan være et problem, men hvordan er indeklimaet i vuggestuen?
Jeg vil opfordre dig til, at du får en henvisning til en børnelæge fra din læge. Her vil din søn kunne blive undersøgt og det kan blive afklaret, om han har en immundefekt, om han er påvirket af dårligt indeklima eller om han blot er uheldig og tager den ene infektion efter den anden.
Det, at han ikke snakker så meget, er et kendt problem hos børn i den alder som har øreproblemer. De bliver tavse, hvis de ikke kan høre noget. Det er godt, at vuggestuen er opmærksomme på hans sproglige udvikling. I kan tage kontakt med den tale-høre-pædagog, der er tilknyttet vuggestuen. Sammen med personalet kan I få gode råd til, hvordan I kan hjælpe jeres søn med at udvikle hans sprog.
Jeg håber, I ikke skal vente alt for længe på en tid hos børnelægen.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.