Kære fagpanel
Jeg skriver, fordi jeg har brug for et godt råd i forhold til min datter på 2 år og 7 mdr. og hendes sut.
Hun bruger lige nu sut og nusseklud, når hun sover lur og om natten. Jeg har prøvet, at nøjes med at give hende kluden, hvis hun har været ked af det, men så har hun suttet på den – ikke helt efter hensigten.
Jeg har opdaget, at hendes nederste fortænder er begyndt at blive lidt skæve. (De danner et V ind mod tungen.)
Nu skal hun begynde i børnehave d.10/9 og vi overvejer, om det vil være smart at fjerne sut og klud i den forbindelse “man bruger ikke sut i børnehaven”. I stedet kunne vi give hende en “børnehavebamse” som minder om kluden i motiv og tekstur.
Hvad tænker I om det? Hvis vi vælger at gøre det, er det så bedst at gå All-in og fjerne sutten helt, både nat og dag, eller starte med dagen? Og i så fald, skal vi så starte, inden hun begynder i børnehave?
Hun er meget god socialt, hviler godt i sig selv og er bestemt ikke tilbageholdende.
Til november skal hun være storesøster. Så vi er lidt i tvivl om, det hele bliver for meget eller om hun kan magte opgaven. Hun insisterer på at være en lille pige, selvom hun skal være storesøster og lige er blevet renlig (om dagen) her i sommer. Vi siger, at hun er en lille dygtig pige.
Jeg håber, I kan gøre mig lidt klogere!?
Venlig hilsen