Hej Marion.
Jeg har to spørgsmål:
Nr. 1: Min 5 årige datter vil ikke sove 🙁
Hun er en sund, rask og velfungerende pige. Hun skal starte i førskole her d. 1/3 og er meget spændt på alt det nye der skal til at foregå. Samtidig er det også underligt for hende at skulle forlade børnehaven.
Jeg har før skrevet til dig at hun har nogle op og ned ture, at hun har temperament o.s.v… Alt dette arbejder vi på at klare sammen med hende lige nu og vi kan allerede nu se at tingene bliver bedre og bedre, så tak for det 🙂
Men men men – de sidste uger har hun haft meget svært ved at falde til ro når
hun skal sove om aftenen. Den ene dag har hun ondt et sted, den næste dag er hun bange for hekse, den tredje dag er hun ikke træt o.s.v o.s.v…!
De fleste aftener går det fint med at putte hende og 10 min. efter vi har forladt værelset kan vi så høre at hun ligger og græder. Vi snakker med hende, trøster hende og forsikrer hende om at vi altid vil passe på hende og sidder så hos hende et par minutter inden vi går igen.
Men de fleste aftener kan der gå op til 2 timer før hun overgiver sig og falder i søvn, hvilket jo også kan have stor undflydelse på hendes humør og hendes overskud dagen efter. Vi er faktisk lidt bekymrede for om det er de her sene aftener der gør at hun har det “lidt træls” med sig selv for tiden!?
Vi har prøvet i en periode at lade hende ligge i vores seng og falde i søvn for så at flytte hende når vi gik i seng. Efter kort tid med succes gik det ikke længere…! Så prøvede vi (ellers imod min vilje) at lade hende se en kort tegnefilm i vores seng. Det gik også fint et stykke tid, men så vendte det igen. Vi er ved at være tomme for ideer og vi har frygteligt ondt af hende.
Hvad foregår der mon oveni i hendes lille hoved? Kan forandringer i hendes trygge hverdag give hende så mange spekulationer at de ødelægger nattesøvnen?
Hun drømmer også rigtig meget, men kan ikke rigtig sætte ord på drømmene udover at hun nævner hekse, monstre og andre mærkelige ting som vi jo kun kan forsikre hende om ikke findes.
Har du mon nogen idé om hvad det er vores datter gennemgår? Og har du måske nogle forslag til, hvordan vi kan prøve at gøre hendes putte-tid til en bedre oplevelse for os alle?
Spørgsmål nr. 2:
Min 2 årige søn er lidt af en “bisse”.
Jeg er dagplejer og han har indtil for 4 måneder siden været hjemme hos mig i dagplejen sammen med 3 andre børn. Nu er han kommet ud til en anden dagplejer og hun kender slet ikke den dreng, jeg vil beskrive for dig her.
Da han var hjemme hos mig i dagplejen var han meget hård ved de andre børn – specielt nye børn som han ikke kendte. Han skubbede dem, tog deres ting fra dem, slog dem og lagde sig ovenpå dem, så de ikke kunne komme fri. Han vidste godt at disse var ting han ikke måtte, for han gjorde det kun når jeg var ude og skifte eller putte andre børn eller hvis jeg et øjeblik kiggede den anden vej.
Jeg sagde “nej” en halv million gange om dagen, tog ham væk fra de andre børn når han gjorde disse ting, viste ham at de andre børn blev kede af det og forsøgte at mægle mellem ham og de andre børn.
Det gik til sidst op for mig at han var for meget på hjemmebane og at han ikke kunne rumme at give plads til de andre børn i hans hjem og hos hans mor. Derfor er han nu et andet sted i dagpleje – ikke fordi jeg havde lyst til at sende ham ud, men fordi han simpelthen ikke kunne finde ud af at dele sin mor og sit hjem – det var synd for ham at han aldrig hørte andet end nej fra min mund.
Hans nye dagplejer siger at han er en utroligt sød, kærlig og omsorgsfuld dreng, at han passer godt på de små børn i gruppen, at han hjælper dem, henter deres sutter til dem, trøster dem o.s.v…! Han leger godt med de andre børn, kan lege alene i timevis og trives bare rigtig rigtig godt.
Det er så dejligt, at det er vendt på det område, men når han kommer hjem, så er det som om han har samlet sammen i løbet af dagen og så får hans 3 år ældre søster bare tur. Han er efter hende konstant, slår hende, rykker hende i håret, driller hende, snupper hendes ting o.s.v…! Han bliver meget nemt vred på hende, råber og bliver dybt ulykkelig.
De skændes så det brager, fra de kommer hjem og til de kommer i seng. Min mand og jeg kan ikke forlade rummet på samme tid uden han overfalder hende og de ender i et kæmpe skænderi. Det er frustrerende for dem begge og vi synes, vi har brugt alle de metoder, vi kender for at få dem ind på et andet spor – nu har vi desperat brug for nye ideer.
Det skal siges at de somme tider har gode timer sammen og der kan man sagtens fornemme den ægte søskende-kærlighed imellem dem – det varer bare sjældent ret længe før de er i totterne på hinanden igen.
Vores søn er ørebarn og har haft voldsomme problemer med ørerne siden han var 5 måneder gammel. Vi har somme tider en fornemmelse af at hans temperament eksploderer lidt ekstra i perioder hvor ørerne driller, men mærkeligt nok er det stadig kun herhjemme det er galt.
Har du nogen idé om hvad hans drillerier går ud på og har du evt. nogle løsningsforslag vi kan afprøve i kampen om en smule fred?? 🙂