Kære mormor
Dit ældste barnebarn har været renligt såvel om dagen som om natten, og nu som 7 årig tisser hun af og til i bukserne om dagen.
Du skriver, det er ved at være et problem for hende, du er vist også lidt bekymret, men samtidig skriver du, at hendes far også var " lidt længe om det".
Jeg tænker på, hvorfor hun mon er begyndt på det, og der er forskellige ting jeg synes I selv skal have i tankerne. Jeg regner også med, at det er i overensstemmelse med din datter og svigersøns ønske, at det er dig, der spørger. For jeg regner med, at det er dem, der i det daglige sørger for fx at hun kommer til lægen mv. (hvis det er det, din datter og svigersøn beslutter sig for).
Din datter og svigersøn skal nemlig tænke over – og også svare på, fx om dit barnebarn klager over at det svir eller klør? Synes hun toiletterne i skolen er ulækre og lugter? Hyggepiller hun meget i skridtet, så hun er irriteret? Har hun børneorm? Sker det såvel i skolen som hjemme/weekenderne?
Den mest sandsynlige årsag hos en pige er blærebetændelse. Det kan din datter og svigersøns læge undersøge. Derudover kunne hun måske ha en overaktiv blære eller blot uregelmæssig blæretømning.
En overaktiv blære gør at barnet pludselig og ofte føler tissetrang, og må bruge forskellige kneb for at holde sig, f.eks. ved at sætte sig på hug eller krydse benene. Uregelmæssig blæretømning sker ved at børn udsætter toiletbesøgene og ignorerer tissetrangen, enten pga. snavsede og lugtende toiletter, døre der ikke kan låses, eller fordi de ikke vil gå glip af noget spændende, der sker lige omkring dem. Dette kan føre til at blæren bliver overfyldt og tømmer sig ufrivilligt, for nu er der simpelthen ikke plads til mere urin.
Din datter og svigersøn må snakke med hende, fortælle hende, at de godt ved, hun ikke gør det med vilje. Få hendes urin undersøgt, og så give hende rene trusser med i skolen og en plastpose til dem der er dryppet i. Fortæl hende, at det forsvinder, og at det kan blive bedre, hvis hun går ud og tisser, når hun kan mærke, hun har meget "tis i maven ".
Men urinen skal lige undersøges.
Venlig Hilsen
Helle Wiingaard
Praktiserende læge.