Kære Kjærsen
Hvis din søn tidligere har klaret sig uden ble og ikke haft afføringsvanskeligheder, er det et alvorligt tegn på at han ikke befinder sig tilpas, når han kommer til at have afføring i bukserne og tørre det af på steder en 5 årig dreng normalt ved ikke er i orden.
Så giver det anledning til at overveje hvilke forandringer der er sket i hans liv. Jeg tænker om du er meget påvirket af din graviditet med fx med kvalme og træthed, siden du mener at din søn er så påvirket heraf. Det kunne måske også være andre ting end din graviditet der kunne ligge til grund for at han reagerer som han gør.
Jeg vil under alle omstændigheder anbefale dig at tænke igennem hvad der sker i din søns hverdag, både det der foregår hjemme hos jer, men også tale med pædagogerne i hans institution om hvordan han trives. I kan fortælle pædagogerne, hvordan han er begyndt at reagere og se, om I sammen kan forstå, hvorfor han lige pludselig er begyndt ikke at kunne styre sin afføring.
Ofte handler det om at børnene ikke trives i en periode, samtidig med at de ikke på anden vis, formår at udtrykke sig.
Det er også væsentligt at du taler med din søn om hans hverdag, og også at du bruger tid med ham og at I hygger jer sammen. Hvis du er meget træt og ikke overkommer så meget i øjeblikket, så er det vigtigt at der er en anden voksen, der kan tage over.
Hvis din søn ikke ændrer adfærd inden for en ganske kort periode, vil jeg anbefale jer sammen med pædagogerne i børnehaven at søge hjælp i PPR, Pædagogisk Rådgivning, hvor der er psykologer, som sammen med forældre, pædagoger og med barnet kan undersøge og hjælpe jer videre. Det er vigtigt at din søn ikke fortsætter denne adfærd, da det er tegn på at han ikke har det godt og har brug for hjælp.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen
Psykolog og sundhedsplejerske