Kære Else
Først en stor tak for en rigtig god side!
Jeg har en lille pige på snart 6 mdr, som sover så vidunderligt ude på vores altan. Jeg er dog kommet i tvivl angående det vejr som nu er over os og om hvorvidt hun så må sove ude. Jeg ved, at anbefalingerne lyder på, at de må sove ude indtil -10 grader. Nu lover de dog temperaturer omkring frysepunktet, men med en kraftig vind. Altså vil det komme til at føles meget koldere end det måske reelt er. Skal jeg regne fra den reelle temperatur eller tage chillfaktoren med ind i overvejelserne, når hun skal sove?
Jeg har også et lille tillægsspørgsmål. Hidtil har min datter sovet i stuen om natten, men vi vil gerne lære hende til at sove på værelset med hendes 2-årige storesøster. Hun har dog vænnet sig til at sove i sin barnevogn. De gange vi har forsøgt at lægge hende i sengen, går det ikke helt godt. Hun har en alder nu, hvor hun virker meget bevidst om omgivelserne. Så jeg søger et lille godt råd til, hvordan man får øvet hende i at sove i sin seng om natten?
Vores ældste pige sov ikke ude i sin tid, og hun blev jo derfor hurtigt vænnet til sin seng:) Så vi er lidt nybegyndere på det område.
På forhånd mange tak!
De venligste hilsener