Hej Bente
Jeg skriver til dig ang. min søn på 2 år og 10 mdr. Han er startet i børnehave for et par måneder siden og efter det er han begyndt at brøle som en løve!
Han har svært ved at finde ud af, hvordan han skal opsøge de andre børn og det ender ofte ud med at blive et kæmpe løvebrøl. De bliver selvsagt bange for ham.
Det er ikke kun i børnehaven problemet foregår. Generelt synes jeg ikke han er særlig god til, at være imødekommende overfor andre børn. Jeg føler ofte, at jeg skal være “meget over ham”, når vi er et sted med andre børn, for at han ikke skal være for voldsom ved dem.
Han er en rigtig glad dreng med masser af energi og krudt i numsen. Han taler næsten fuldstændig rent og er motorisk rigtig dygtig. Jeg ved ikke om både jeg og omverdenen forventer for meget af ham pga. hans hurtige udvikling, han er jo trods alt kun 2 år og 10 mdr.!
Med hensyn til løvebrøleriet har vi selvfølgelig sagt, at han skal stoppe det. Vi har sagt, at vi bliver kede af det, når han gør det og at børnene bliver bange for ham og kede af det. Han lover, at han nok skal stoppe, men det løfte glemmer han hurtigt. Det er næsten lige som om, at det er en refleks hos ham nu.
Han skal lige vise, hvem der bestemmer. Vi kan også gå på gaden, hvor der kommer nogen børn gående forbi og så brøler han dem lige ind i hovedet. Jeg har sagt til ham, at han i stedet for at brøle til børnene skal smile til dem og spørge om han må være med i deres leg.
Men det er lidt som om, at han ikke ved, hvordan han skal gribe det an! Det er ved at være et stort problem for mig og det skær mig i hjertet, at opleve at han ikke kan fungerer socialt.
I børnehaven nævner de også brøleriet, men når jeg spørger ind til det, får jeg at vide, at han ellers trives rigtig godt og leger med de andre i løbet af dagen. Jeg har måske bare brug for at høre, at det bare er en fase han skal igennem.. Har du et godt råd til, hvordan vi kan blive fri for den dumme løve?
På forhånd tak.