Hej Vibeke,
Vi har en lille dreng på snart 17 måneder, hvor et særligt problem har kastet sin skygge over familieidyllen siden fødslen: søvnen.
Han har aldrig rigtig sovet godt. Har altid taget korte middagslurer (max 30 min) og gerne vågnet min. hver anden time hele natten. Vi har haft to kortere gode perioder af en måneds varighed pr. stk., hvor han kun vågnede 1-2 gange på en nat, men er nu inde i en rigtig dårlig periode med nattesøvnen igen. Spørgsmålene der rumsterer er særligt: gør vi det rigtige, når han vågner? HVORDAN får vi ham til at sove videre, når han er vågnet?
Han går til dagligt i vuggestue og stortrives. De havde også problemer med middagsluren de første 3 måneder, men efter det vendte heldet og han sover nu 1-2 gode lange middagslurer i barnevognen (mindst 1,5 time pr. lur), som heller ikke er noget problem for os at gøre kunsten efter i weekenden.
Han har sovet i vores seng indtil for en måneds tid siden, hvor vi lagde alt vores energi i projekt sov-i-egen-seng-på-eget-værelse. Vi har skabt en god putterutine: bad efter aftensmad, nattøj, lege et kvarters tid, natgrød, tandbørstning og derefter siger den forældre, der ikke putter, godnat, og han bliver sat ned i sin tremmeseng på sit værelse, hvor den anden forælder sidder ved siden af på en stol hos ham, indtil han sover.
Han gider ikke at sove med dyne, og gider heller ikke lægges ned eller nusses om. Han trives bedst med at lægge sig, når han er klar, hvor han så falder i søvn af sig selv, og vi kan forlade rummet igen. Det tager typisk imellem 10 min. og 1 time. Han har en svag natlampe på værelset, da det er vores oplevelse, at han bliver meget ked af fuldstændig mørke.
Det store problem er så: Han vågner konsekvent 1 time efter at han er faldet i søvn, og vil ikke sove videre nede i sengen igen. Han græder som pisket indtil vi tager ham op og går lidt rundt med ham på værelset, hvor han så falder til ro – og også gerne falder i søvn hvis han bliver der længe nok. Men han kan IKKE lægges tilbage i sengen igen. Hverken vågen, halvvågen eller sovende, så græder og græder og græder han, indtil han til sidst er lysvågen og intet derefter virker. Det eneste der virker, er at dæmpe lyset i stuen og tage ham med ind i vores seng, hvor han falder i søvn ved siden af en af os.
Når det en sjælden (MEGET sjælden) gang er lykkedes os, at lægge ham fra sig i sin egen seng, gentager historien sig igen et par timer efter. Og selv den ene gang, hvor det to gange er lykkedes at lægge ham tilbage, vil der altid komme en tredje gang midt på natten, hvor han tager turen igen og nægter at sove i sin egen seng.
Hvordan får vi ham til at blive der? Hvordan får vi ham til at sove videre i hans egen seng?
Derudover oplever vi også for tiden, at han på et tidspunkt på natten (ligegyldigt om han sover i vores eller sin egen seng) vågner og er helt klar til at stå op. Gerne imellem kl. 2-4. Han griner og rejser sig op og begynder at lege med puderne, eller sengegærdet, eller kaster sig over os, indtil vi står op med ham. Jeg plejer typisk at prøve at få ham til at lægge sig ned igen i 20 min., hvorefter jeg står op med ham, hvis ikke det lykkes, og lader ham se en tegnefilm i mørket med dyne på, eller giver ham lidt grød og et glas mælk eller vand og prøver at putte ham igen, når han virker træt igen (typisk to timer efter)
Gør vi det rigtige ved at tage ham op, når han er lysvågen midt om natten, eller hvad skal vi gøre?
Vi føler at det går rigtig godt med at få puttet ham i hans seng. Det er bare det at få ham til at sove videre der, der er så pokker vanskeligt. Jeg håber du har et par gode, konkrete råd, for vi trænger virkelig til noget mere søvn efter 17 måneder uden en eneste sammenhængende nat.
Mvh.