Hej Milimani
Det er overvældende for din dreng at starte i vuggestue, så der er intet unormalt i, at han lige for en stund ikke praktiserer alle de færdigheder, han kan hjemme, når han er i vuggestuen. Der ligner han rigtig mange andre børn.
Han skal bare have lidt tid, hvor han kan sidde og betragte alt det, der sker omkring ham. Når han begynder at føle sig ”hjemme” i vuggestuen, så vil han også der gå omkring, som han gør det hjemme.
Hans bleudslæt og røde knopper, kan sagtens hænge sammen med manglende afvask ved bleskift. Urin irriterer tydeligvis hans hud, så han har brug for, at blive vasket ved bleskift også selvom der kun er urin i bleen.
Jeg vil anbefale dig, at du snakker med personalet, da han jo ikke skal have bleudslet pga manglende afvaskning. Sundhedsplejerskerne i din kommune kommer også som konsulenter i din søns vuggestue, så det kan være en idé, at du kontakter din sundhedsplejerske, så hun evt. kan hjælpe dig i denne problematik, hvis du har brug for det.
Mange hilsner
Vibeke Samberg
Sundhedsplejerske, cand.scient.soc.