For børn i børnehavealderen, så er tallet meget højere, og det betragtes som en helt almindeligt forekommende ting at børn under 7 år tisser i sengen. Nogle børn tisser i sengen hver eneste nat, mens andre sover tørt i perioder, for så pludselig at have en nat, hvor de tisser i sengen.
Der er flere drenge end piger, der har problemer med at holde sig tør om natten. Og mange af børnene har en far eller en mor, som har haft de samme problemer, da de var i samme alder. Så de har så at sige arvet problemet.
Hvorfor vågner de ikke, når de skal tisse?
Nogle af børnene sover så tungt, at de ikke vågner op, når de har trang til at tisse. Som forældre kan du forsøge at vække dit barn på det tidspunkt, hvor du selv går i seng om aftenen og følge barnet på toilettet. Det lykkes for nogle børn at holde sig tørre gennem natten, med den hjælp det er at blive fulgt på toilettet sent på aftenen.
Det har intet med psykiske problemer eller ringe forældreskab at gøre, når børn tisser i sengen om natten. Der er udelukkende tale om rent fysiske grunde.
Mangler dit barn hormoner?
Den modne hjerne laver et hormon, der sørger for, at vi ikke producerer så meget urin, mens vi sover. Den umodne hjerne laver endnu ikke nok af dette hormon. Det kan være forklaringen på, at dit barn tisser i sengen om natten, – hjernen er endnu ikke begyndt at producere nok af det hormon. Her er det tiden og dermed udviklingen af hjernen, som hjælper på problemet. Med tiden modnes hjernen, og pludselig har dit barn tørre lagner om natten.
Har dit barn blærebetændelse?
Der er sjældent, at det er blærebetændelse, der er grunden til de våde lagner. Men har dit barn været tørt om natten i en lang periode, for så at starte med at tisse i sengen, så få dit barn tjekket hos jeres læge. Det kan nemlig skyldes blærebetændelse, og så gælder det om at behandle det så hurtigt som muligt.
Hvordan kan dit barn få hjælp?
Først skal dit barn have alderen til det. Børn under 7 år begynder man ikke behandling hos. For det andet skal dit barn selv være irriteret over problemet og interesseret i at gøre noget ved det. Og som forældre skal I hjælpe, støtte og opmuntre ham og skjule jeres eventuelle frustrationer, når der kommer ”uheld”.
Er dit barn tørstigt om aftenen, så giv ham vand at drikke. Man kan ikke tørste sig ud af problemet. Du kan være opmærksom på at give masser af vand og anden væske i dagtimerne, så behovet for at drikke måske er mindre om aftenen. Du kan også undgå at give dit barn sukkerholdige drikke som saft o.l. Meget sukkerholdige drikke kan øge mængden af urin og så bliver det vanskeligere for dit barn at holde sig tørt gennem natten.
Hvilke behandlinger er der?
Der er to forskellige behandlingstilbud til vådliggere, som børn der tisser i sengen også kaldes. Ringeapparatmetoden og medicinsk behandling. Ringeapparatet virker på den måde, at en ”føler” placeres i barnets underbukser og aktiverer en alarm, når den rammes af urin. Idéen er så, at dit barn vågner af larmen, stopper tisseriet og bliver opmærksom på tissetrangen.
- Rigtig mange børn tisser i sengen om natten, omkring skolealderen er det hver 10. barn.
- Det har INTET med psykiske problemer at gøre, det er ren arv og fysisk umodenhed, der er baggrunden.
- Behandling kan først begynde, når barnet er fyldt 7 år.
- Natbleer til store børn kan hjælpe, så det ikke bliver så besværligt.
- Start hos den praktiserende læge, så fysisk behandlingskrævende sygdom kan udelukkes.
Medicinsk behandling består af tabletter, der indeholder et hormon, som skal nedsætte mængden af urin, der produceres om natten. Hormonpillerne virker kun den nat, hvor dit barn tager pillen. Hvis dit barn fx skal sove hos en kammerat, så kan pillerne være en god løsning. Men test dem lige først derhjemme. Det er nemlig ikke alle børn, der oplever, at pillerne har en virkning.
Hvordan kommer I i gang med behandling?
Det er væsentligt, at I (både forældre og barn) har lyst til et behandlingsforløb. Under alle omstændigheder er det en god ide at begynde behandlingen hos den praktiserende læge. Lægen vil først og fremmest udelukke, at der fx er en infektion på spil eller andre fysiske tilstande, der kræver sundhedsfaglig behandling.
Ringeapparat eller hormon?
I vil sammen med lægen planlægge, hvilket behandlingsforløb der vil være bedst egnet i jeres tilfælde. Ringeapparatmetoden virker bedst, hvis man tager udgangspunkt i videnskabelige analyser, hvor resultaterne af de to metoder er blevet sammenlignet. Det er ofte de lokale sundhedsplejersker, som hjælper både barn og forældre, når behandling med ringeapparat sættes i værk.
Natble er en god ide
Uanset behandlingsform, så er en våd seng ubehagelig for såvel børn som voksne. Der vil jo ofte gå et stykke tid, før jeres barn er gammelt nok til at komme i behandling. Det er ikke sjovt for jeres barn at vågne op i en kold, våd seng. Og det er heller ikke rart for jer at skulle skifte alt sengetøj iberegnet en våd dyne og en gennemtisset madras.
Heldigvis fås natbleer til store børn, der er i buksefacon. Sådan en ble kan barnet selv styre at få på og selv kaste drivvåd i skraldespanden. Og forældre som barn er blevet et problem mindre.
Kilder:
SFI Campbell – Lars Bjerrum: Ufrivillig natlig vandladning kan behandles uden medicin.