Hej
Jeg har en dejlig søn på snart et år, som trives på alle måder – han er nysgerrig, glad og harmonisk. Vi har dog det problem, at han indimellem bider!
Jeg har søgt på nettet og kan se, at vi ikke er alene om problemet. Men vores situation adskiller sig fra mange andres ved, at jeg ikke har indtryk af, at min søn bider af frustration, snarere tværtimod.
Jeg oplever, at min søn bider af hengivenhed. Når han sidder i vores arme og putter sig ind til os, sker det ofte, at han bider os lidt i armen – nærmest som om han vil give os et kys, men ikke ved hvordan. Det sker også, at han bider, når vi tumler sammen i sengen.
Men jeg er ikke i tvivl om, at han har det godt og er glad i de situationer, hvor han bider os. Jeg oplever det ikke som om, han forsøger at sige fra – han er bare opstemt.
Vi er meget usikre på, hvordan vi skal gribe det an. På den ene side skal vi jo have fortalt ham, at han ikke må bide. Men på den anden side vil vi jo ikke irettesætte ham for at vise hengivenhed. Jeg læste på et tidspunkt, at hvis et barn fx bider i forbindelse med amning, må man ikke skælde det ud, fordi barnet ikke har tilstrækkelig kognitiv kapacitet til at skelne mellem “at die” og “at bide” og derfor kan få den opfattelse, at det får skældud for at die.
Hvis samme mekanisme gør sig gældende i vores tilfælde, ville skældud resultere i, at vores søn tror, vi ikke vil have, at han viser hengivenhed – og det vil vi jo gerne have, at han gør!
Det hænder, at vi bliver så overraskede over at blive bidt, at vi kommer til at råbe “Av!”, men i de fleste tilfælde tager vi ham op, så vi kan se ham i øjnene, mens vi stille og roligt fortæller ham, at han ikke må bide os. Men han forstår vist ikke helt, hvad vi siger:-).
Jeg har for nyligt læst bogen “Dit kompetente barn” af Jesper Juul, og jeg er stor tilhænger af grundpræmissen, nemlig at den adfærd, børn udviser i mødet med deres omgivelser, både er begrundet og berettiget, og at børn grundlæggende gør alt for at samarbejde med deres forældre.
Vi vil derfor meget gerne være lydhøre over for, hvad han forsøger at fortælle os med sine bid. Hvis vi havde indtryk af, at vores søns bid skyldtes frustration, ville vi starte med at se på, hvilke situationer, der udløser biddene, så vi kunne imødekomme hans frustration. Men når han nu nærmere bider af glæde, kan vi ikke finde ud af, hvad vi skal stille op.
Har I mon et råd?