Hej Else
Jeg har en dejlig datter på 11 måneder. Hun har en storebror på to år, og de hygger sig virkelig sammen. Leger og griner af de samme ting. Jeg har dog lidt betænkeligheder ved min lille dejlige pige.
Hun sover stort set ikke igennem om natten. Hun vil gerne lægge og amme eller bare ligge tæt på mig. Hendes far kan næsten ikke tage hende, uden hun græder og udtrykker sin utilfredshed.
Hun har været syg og har haft væske på ørene, men det skulle være gået over. Nu har hun fået eksem, og det ser ud til at klø, men vi har fået noget til at smøre hende med, og håber på, det kan lette lidt på hendes natteuro.
Men hun har siden før jul haft mange urolige nætter, hvor det er umuligt at få hende til at falde i søvn igen. Enten vågner hun med en times mellemrum, eller også er hun vågen i halvanden time til fire timer.
Hun spiser godt om dagen, får seks måltider, og sover fint om formiddagen. Her snupper hun to til fire timer. Og om eftermiddagen en til tre timer. Hvis hun har sovet til 12 om formiddagen, kan jeg ikke putte hende før klokken tre om eftermiddagen igen. Og det, synes jeg, er sent, hvis vi skal prøve at give hende en rytme, så hun kommer i seng på samme tid hver aften. Det har virket på vores ældste med stor succes.
Men når hun bliver lagt i sin egen seng, græder hun, før hun egentligt ligger der, og hun bliver ved. Hvordan kan man så gå fra hende? Jeg kan ikke. Og så mærker hun først min usikkerhed. Og det hjælper ikke at lægge en hånd på hende, hun er nødt til at komme op, og så begynder det forfra, indtil man går med hende, til hun falder i søvn, og man så kan lægge hende. Hvad kan vi gøre for at give hende en rolig nat???
Og de lange nattevågninger, hvor jeg til sidst giver efter for udmattelse og lægger hende til at amme, og så putter vi i vores seng ind til næste morgen. Hvor hun også kan finde på at ville til både to og tre gange.
Så er der også et par ting med hendes udvikling, jeg tænker over. Hun er kun nu ved at rejse sig op ved ting og bygger heller ikke ting ovenpå hinanden endnu. Det gjorde min søn. Han stod også selv, da han var cirka 11 måneder gammel. Det gør min datter slet ikke. Hun rejser sig op på knæ, og af og til kan hun komme op og stå ved ting, men det er stadig noget, det virker, som om hun skal have hjælp til.
Hun klapper og gumper sig frem på numsen. Nu bruger hun kun benene, før trak hun sig frem med armene også. Hun kravler ikke rigtig.
Til gengæld sidder hun og danser og klapper i hænderne, putter alting i munden og har peget og sagt der. Hun har også en enkel gang siddet med sin brors bil og sagt nøn nøn.
Men jeg er alligevel bekymret for hendes udvikling? Jeg tænker især over, at hun snart skal til 1 års undersøgelse, og der skal kunne nogle basale ting, som min søn kunne.
Hun er meget lille af sin alder også. Hun er 71 cm og vejer syv et halvt kilo. Og ved fødslen vejede hun 3510 gram og var 53 cm lang. I den første tid har hun taget fint på. Hun nåede kun at tabe ti procent, før hun havde nået sin fødselvægt på fem dage. Så kom hun på grød og gik lidt i stå med at vokse (Det samme er sket med min store, der nu er to år og skal til kontrolvejning til september).
Men hun har også været meget syg, og det virker ikke som om, hun er vokset eller har taget på siden, hun var syv måneder gammel.
Håber på et godt råd.
Hilsen en meget bekymret mor