Kære sundhedsplejersken.dk
Min kæreste og jeg er forældre til to skønne unger – en pige på 2,5 og en lille dreng på 2 uger. Vores datter er meget glad for sin lillebror (endnu :-)), så den del af forældreskabet har jeg ingen spørgsmål til (endnu :-)).
Og dog. For på det seneste er vores datter blevet væsentlig mere pylret (hvilket jeg dog kan forstå er nogenlunde normalt, når man får en lillesøskend), og så er hun blevet meget lydfølsom. Hun har altid været ret følsom overfor lyd, men i den sidste tid er det blevet mere udtalt.
Vi bor i lejlighed på 4. sal med både over- og underbo, og på det sidste har der ikke skullet mere til end trin på trappen eller hen over gulvet hos vores overbo, før det har udløst et “hov – hvad er det? Det larmer meget!” fra vores datter.
Et par gange har hun heller ikke villet sove på sit værelse, fordi der har været støj fra gården, og så er hun kommet ind i vores seng. Vi har ikke noget imod, at hun sover derinde af og til, men så naturligvis helst, at det var mere undtagelsen end reglen.
Forleden var det så helt galt med lydene. Efter en hyggelig dag, sluttede vi af inde i sofaen, og pludselig begynder vores overbo at bore i et eller andet. Det var en meget høj lyd (blev nærmest også selv forskrækket), men vores datter blev intet mindre end rædselsslagen. Hun gled ned fra sofaen og skreg og græd, og selv om hun nemt lod sig trøste (læs: holdt op med at skrige), var hun svær at berolige. Hun holdt sig for øjnene og rystede over hele kroppen, og ikke 10 vilde heste kunne holde hende inde i stuen.
Altså kom hun ind på sit værelse, hvor vi snakkede lidt om de høje lyde, læste en historie og sagde godnat. Men hun turde ikke være inde på værelset og endte – igen – i vores seng, hvor min kæreste blev nødt til at ligge sammen med hende, til hun sov, fordi hun var så bange.
Vi synes naturligvis det er synd for hende, at hun har det sådan, og vil meget gerne gøre noget. Men vi aner ikke, hvordan vi skal gribe det an? Skal vi trøste og berolige, som vi gør nu, skal vi slå det hen som “pjat med dig”, skal vi vænne hende til mere og mere lyd gradvist (hvis vi fx støvsuger eller blender noget, løber hun ind i stuen og lukker døren), eller noget helt andet? Det bliver jo lidt op ad bakke, hvis hun slet ikke tolererer nogen høje lyde, eftersom vi som nævnt bor i lejlighed, og det bliver nok lidt vanskeligt at få over- og underbo til at liste rundt… 🙂
Håber, du har nogle forslag til, hvad vi kan gøre / hvorfor vores datter reagerer på denne måde. Det er nemlig ikke så sjovt ikke at vide sine levende råd…
