Hej Bente
Jeg har en søn på 3,5 år. Han går i børnehave og er enebarn. Nu har de nævnt fra børnehaven, at han tager for lidt initiativ i børnehaven – med hensyn til at tage tøj på og andre praktiske gøremål. Mit spørgmål er, hvordan kan vi motivere og “træne” ham hjemme?
Han vil gerne være lille og derfor motiverer det ham ikke, at vi siger, at han er en stor dreng. Ellers er han en meget høflig og rolig dreng. Han går meget op i at være ordentlig og spørge de voksne om lov til forskellige ting. Det kan være, at han spørger de voksne i børnehaven, om han må sidde på en bestemt plads og dette har de påtalt som manglende initiativ. Eller de siger, at han skal jo bare sætte sig, hvor han vil.
Men, der har han nok brug for at voksne tilkendegiver, at det er ok, at han sætter sig et sted.
Jeg håber, at du kan give os et godt råd.