Kære Fortvivlet mor
Det var da voldsomt mange problematikker oven i hinanden, jeres datter har skulle døje med. Oven i dette har hun til og med skulle vænne sig til at blive passet i dagplejen. Så der er ingen tvivl om, at hun har haft brug for ekstra omsorg fra jeres side i den periode.
Børn, der er syge eller småsløje, kan man ikke forvente, let falder i søvn af sig selv. I skal være glade for, at hun finder tryghed i jeres arme og trøst hos jer.
Men når hun er rask igen, så er det tid til, at I vænner hende til at falde i søvn uden, at I behøver at sidde i timevis sammen med hende.
Jeg vil foreslå, at I forinden får afklaret, om der stadig er væske i hendes øre. Så der ikke er tvivl i jeres sind, når I skal putte hende.
Hvis hun døjer med væske/betændelse i ørene, kan det være meget smertefuldt. Det bør behandles og det kan I tale med jeres praktiserende læge om.
Derudover kan I løfte hendes hovedgærde ved at lægge nogle tykke bøger under sengen. Når I løfter hovedenden kan trykket i ørene falde og dermed mindskes smerterne.
At børnene har ondt i forbindelse med, at de får tænder, plejer at være mere forbigående. Så det vil formentligt kun være nogle få dage, at hun er påvirket heraf.
Så når hun og I er klar, så er det tid til at begynde det hyggelige aftenritual.
Det er vigtigt, at I selv er overbevist og stoler på, at det kan lykkes, - også for jeres barn. I skal være positive, afslappede og overbevisende af hele jeres hjerte og hele jeres fremtoning.
Start allerede efter aftensmaden. Hyg jer og giv jer god tid til at give jeres datter nattøj på, børste tænder, etc. Al mad, amning eller sutteflaske skal være givet inden tandbørstningen.
Sørg for at der langsomt geares ned for aktiviteterne, for lyden og for lyset. Syng en enkelt lille godnatsang eller læs en meget lille historie inden I putter og slukker/ dæmper lyset.
Det er en god ide, hvis jeres datter har en yndlings bamse, eller noget andet hun finder trygt og genkendeligt, som hun kan putte med. På den måde kan I prøve at fjerne hendes opmærksomhed og fokus fra jer, når hun skal falde i søvn.
Sig godnat, med megen venlighed og overbevisning om, at det er bedst for hende at sove og falde i søvn alene.
Og så må I gå til og fra. Sørg for at hun kan høre jer og hun føler sig tryg. Sig fx at I skal ordne køkkenet.
Endelig vil jeg anbefale, at I skiftes til at ”putte barnet” således, at I får friaftener, hvor I kan fordybe jer i noget andet end sengelægning.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen
Psykolog og sundhedsplejerske