Hej "mommy"
Det er godt, at du er opmærksom på, om din søn får væske nok. Babymad, grød og mos, indeholder meget væske, så en del af hans væskebehov dækkes ad denne vej. Det lyder til, at han er kommet godt i gang med at spise skemad, og det er jo rigtig godt. Det er ikke ualmindeligt, at interessen for mælk daler i en periode.
Du skal være opmærksom på er, at han ikke bliver forstoppet eller han producerer mindre end 5 våde bleer i døgnet. Gør han det, så skal du oftere tilbyde ham noget at drikke.
Du må gerne bruge en tudkop, men du kan lige så godt lære din søn at drikke af kop/glas. Brug af tudkop kræver, at han lære endnu en mundstilling, så det er lidt en omvej, i forhold til at lære at drikke af kop/glas.
Nogle børn kan lokkes til at drikke, når drikkelsen er i et glas. Så kan barnet se, hvad det drikker og det gør det mere spændende. Men husk, det skal være et tykt glas, f.eks. et cafeglas, så din søn ikke kan bide glasset i stykker.
Hans behov for mælk er ca. ¾ liter mælk daglig. Det anbefales, at hovedparten af hans mælkebehov dækkes af modermælkserstatning og en mindre del med sødmælk af kop/glas og surmælksprodukter af sødmælkstypen, f.eks. A-38.
Noget af modermælkserstatningen kan du komme i hans mad. Kom det i mosen og lav f.eks. hans grød på modermælkserstatning.
Det er vigtigt, at du ikke gør det til en kamp, at få ham til at drikke den mængde du ved, han bør drikke.
Tilbud ham hyppigt noget at drikke, men pres ham ikke hvis han afviser. At han én dag ikke helt får ¾ liter gør ikke noget, så får han måske mere en anden dag.
Mange hilsner
Vibeke Samberg