Hej,
Jeg fødte i august 2012 og en pige med dobbeltsidig læbe-gumme-ganespalte og ellers er alt normalt og hun blev født til termin.
Hun blev opereret første gang da hun var 3 måneder og fysisk gik det rigtig fint og uden komplikationer. Men hendes problem har siden hen været psykisk.
Før operationen var hun nem at have med ud og ingen brok eller utryghed. Op til operationen skulle hun holdes isoleret i to uger for at undgå infektioner, og derfor så hun mest kun mig (er alenemor) og min nære familie.
Da vi kom hjem fra hospitalet satte hun mig ”på straffen”, og jeg fik ingen smil, men mormor og morfar fik en masse. Da jeg følte, hun var klar til det efter operationen, begyndte vi lige så stille at komme noget mere ud af hjemmet, og det var ikke lige sagen.
Hun græder meget, når vi er ude hos andre og kan slet ikke tage andre børn, der pludrer eller snakker, eller voksne mennesker der smiler og siger hej. I dag har vi været i legestue, og jeg måtte trække mig fra cirklen med hende nogle gange, fordi hun syntes det var for voldsomt med sang og samvær. Musikpædagogen sang velkomst til hvert barn, og da det blev min datters tur kiggede hun meget bevist væk fra pædagogen og efter et stykke tid græd hun.
De andre børn prøvede at hive fat i cylofonen og smilede og ville gerne ha kontakt. Om 3 uger skal hun opereres igen og til oktober skal hun ha sin 3. operation.
Det er jo voldsomt for sådan en lille en, at blive revet ud af sin vanlige omgivelser og komme ind til Rigshospitalet, hvor mennesker gør hende ondt og der er en masse støj og babyskrig.
Hvordan kan jeg bedst støtte min datter i hendes utryghed for omverdenen, og er der risiko for at hun psykisk kan tage varig skade, når hun får sådan en hård start?
Hun må ikke bruge sut 3 uger efter operationen og har også skinner på armene i 3 uger, så hun ikke piller i såret. Jeg har stor oppakning med på hospitalet og tager så meget med, som hun kender. Dyne, legetøj, bamser og intet er nyvasket, så det dufter godt af vores hjem…