Hej Else!
Min datter er 6 uger og 4 dage i dag. Den sidste halvanden uges tid har vi døjet med gråd – mest under måltiderne, men i går og i dag græder hun også udenfor måltiderne. Det skal siges, at vi stort set ikke har været plaget af gråd i den første tid. Dette nok fordi at hun er født 4 uger før tid og derfor ikke har haft kræfter til det. Men nu er det så i den grad kommet!
Hun er flaskebarn og utilfredsheden/gråden starter gerne når hun har spist en halv flaske. Derefter skal resten tages i etaper mellem gråd-anfaldene og hun virker ikke særlig sulten efter den første halve flaske – den mængde vi får indenbords herefter skal ofte “lirkes/drilles” ind. Hun virker rent faktisk som om, at hun ved, at hvis hun spiser mere kommer det til at gøre ondt! Det virker som om, at hun græder fordi det gør ondt i maven at få mere derned. Det synes jeg jo bare er underligt, fordi hun tidligere har kunnet spise mere uden hun begynder at græde.
Når hun græder under måltiderne er det i sammenhæng med at hun bliver helt mørkerød i hovedet og presser. Af og til kan hun spise en hel flaske uden vi hører et eneste klynk. Jeg læste et svar her på siden hvor der stod at så længe barnet ikke græder når det bliver helt rødbedefarvet i hovedet og presser, er det helt normalt. Men hun græder jo netop i sammenhæng hermed. Skal vi være urolige for det så?
Jeg tænker om det kan være det her berømte tigerspring, hun oplever nu? Det passer meget godt med at det startede omkring da hun var 5 uger, men har læst at man skal korrigere for om de er født for tidligt/sent. Og så skulle hun jo først komme til det første tigerspring omkring uge 9, når hun nu er født 4 uger før tid.
De sidste par dage har der som sagt været mere gråd – kan det være varmen? Hun er en meget varm pige og har f.eks. i dag kun haft en body uden ærmer på.
En sidste ting: Hvor høj må temperaturen blive før der er tale om feber? Har taget hendes temperatur her til aften og den var 37.1. Talte med min mor der sagde at når den er over 37 er der feber!! Synes bare at jeg tidligere har fået at vide, at den bare ikke må komme over 37.5.
På forhånd tusind tak for hjælpen.
KH.