Kære Emmas mor.
Hvor er det dejligt at Emma nu er erklæret rask med hensyn til den hjertefejl, hun har haft. Det har da virkelig været mange forskellige ting Emma allerede har været igennem. Og som du selv skriver, så er det rigtigt at hver enkelte sygdom kan indebære påvirkning af barnets udvikling, således at man ser forsinket udvikling på forskellig vis.
Det gælder for alle børn, at det er vigtigt for dem, at deres omgivelser ( de voksne) er gode til at aflæse børnenes signaler, således at de voksne kan imødekomme børnenes behov for omsorg, stimulation, leg osv. Der er stor forskel på hvor let eller hvor svært det er at aflæse børns signaler og dermed også forskel på hvor let eller svært det er at hjælpe og imødekomme børnenes behov.
Det lyder som om, at I ser Emmas reaktioner hvor hun taler meget, men bruger de samme ord og vendinger igen og igen. Det kan både være fordi hun er igang med at øve sig, både for at udtale ordene, men også for at se hvordan hendes omgivelser reagerer, når hun bruger disse ord og sætninger. Det som hun har brug for er, for hende tilpas stimulation, hvor I både gentager det hun siger, og viser at I forstår hende, samtidig med at I hjælper hende til en udvidelse af at tale og forståelse af sproget. Man hjælper ikke børnene, hvis man går for hurtigt frem. Så kan børnene reagere ved at miste interessen og blive passive.
Det er ikke ualmindeligt, at børn udvikler sig i ”klumper”, at man lige pludselig ser at børn tager et ”ryk” i udviklingen, hvorefter de afprøver deres nye færdigheder. Således synes det forståeligt nok at Emma, der har udviklet sig meget inden for kort tid på mange planer, måske får en periode, hvor hun mere afprøver det, hun har lært, og bliver mere sikker i det. Men hun skal jo ikke gå helt i stå, hvis det er det du mener med ”motorstop”.
Ud fra det du fortæller, ville jeg dog foreslå, at I tager en snak med pædagogerne i Emmas børnehave. For at høre hvad de tænker, om de eventuelt selv har brug for hjælp i deres arbejde med Emma. Der kan være mange forskellige måder man kan hjælpe og stimulere børnene i deres udvikling. Foruden de pædagoger, der arbejder i den pågældende børnehave, er der altid tilknyttet psykologer, sundhedsplejersker, fysioterapeuter og talepædagoger, som hver især har specialviden om børns udvikling. De er et tilbud til alle børn/børnefamilier, institutioner. Jeg vil anbefale at institutionen i samarbejde med jer, søger hjælp hos dem, da de har mulighed for at hjælpe på mange forskellige planer. Det handler om hvordan Emma bedst bliver hjulpet, og det synes ikke at være så lige til, da hun er belastet af at have haft forskellige vanskeligheder.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen