Hej Anette.
Alt hvad en mor spiser, drikker og indånder, det genfindes også i hendes ammemælk. Koncentrationen - altså hvor meget der er af de enkelte stoffer -, den kan variere.
Optagelsen af et stof er på sit højeste ca. 1/2 time efter indtagelse, og den klinger af så omkring 2 1/2 time efter er den faded ud.
Jeg har læst mig til at actimel ikke skulle være bedre end andre "mælkesyregivere", blandt andet cultura, som du nævner. Det eneste skulle være prisen, som er langt større end almindelige surmælksprodukter.
Der er uden tvivl mange ting om betydningen af tarmfloraen, som endnu ikke er kortlagt rent videnskabeligt. Og sådan er det jo med vældig mange ting i denne verden. Den sunde fornuft er som sædvanlig en god makker. Og helt umiddelbart tænker jeg, at du sikkert står dig ved at spise lidt forskellige surmælksprodukter, som du nu kan lide dem.
Jeg håber, at din datters uro i maven vil fortage sig med tiden. Held og lykke med det.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske PhD