Hej Hjalte.
Tillykke med sønnen - og med at han virkelig trives, og amningen bare kører for jer.
Jeg vil umiddelbart tro, at hans uro kommer af det kæmpe flow, der må være i hans mave-tarm kanal. Der skal ret så store mælkemængder til med den fart, der er på hans vækst. Det er ikke noget I hverken skal eller kan gøre noget ved. I kan glæde jer over, at han trives så godt! Jeg vil tro, at det er en kortere overgang, at det er sådan.
Det er godt som I gør med lidt massage. I kan også have ham i en bæresele nogle gange i løbet af dagen/aftenen, hvor han vender med ansigtet og maven ind mod den voksnes krop. Når han kommer op i lodret stilling, og han har nær kropskontakt, samtidig med at den voksne bevæger sig, så vil det muligvis berolige ham og hans mave.
Du har helt ret. Du kan spise og drikke det, du har lyst til. Og alle ting går jo over i mælken. Spiser du gulerødder, karry og hvidløg, kan de smage genfindes i mælken. Så det er godt, at spise varieret, som du er inde på. Det stimulerer faktisk din søns smagssans.Hvis du er mere nysgerrig kan du læse nogle af de artikler jeg har vedhæftet - fx om dit barns smagssans.
Rigtig mange børn har lidt ”mavebøvl”, når de er helt spæde. Det fortager sig med tiden, fx når mave-tarm systemet er blevet lidt mere modnet i løbet af det første par måneder.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.