Hej Sky.
Det lyder til at din datter trives på alle måder. Det er vel nok dejligt for jer.
Helt kort. Du tilbyder din datter amning, når du og hun begge har lyst til det. Hun skal nok blive dækket ind med mad og mælk. Du kan jo se om hun vokser – og via fagpersoner omkring jer (læge og sundhedsplejerske) se, om hun følger sin vækstkurve.
Jeg tror ikke det bliver så svært for dig at begynde på arbejdet med hensyn til amningen. Din datter får sikkert behov for brystet, når hun ser dig. Og er du der ikke, så er hun forhåbentligt ”kørt ind” ind med hensyn til den eller de personer, der skal passe hende. Måske du kan være forberedt på at malke mælk ud midt på dagen og gemme det i køleskabet. Det kan du jo eventuelt tage med hjem og hun kan få det i kop den næste dag.
Når du ikke er der (du er på arbejde) kan hun fx få udmalket modermælk (kold som varm) og vand i kop eller lidt fortyndet frugtsaft for at variere lidt. Når du så er tilbage igen, så kan du tilbyde hende brystet, og give hende så meget som hun har lyst til.
Det kan være fornuftigt, at du ammer hende lige inden du skal af sted på arbejdet. Og hun skal nok selv sige til om at hun vil ammes, når du er tilbage.
Du kan aldrig vide, hvor længe hun har lyst til at fortsætte med at die hos dig. Og så kan du med fordel tænke på, at når hun selv kan kravle hen til dig og løfte blusen op og finde brystet, så er i to om at beslutte hvornår amningen stopper. Det kan jo være at hun har lyst at stoppe EFTER forår 2015.
Held og lykke med det hele.
Bedste hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.