Kære Bente.
Det er altid vældigt svært når et barn bliver anbragt udenfor hjemmet, og når det foregår uden forældrenes samtykke. At din kærestes barn har gigt og trivselsproblemer, betyder at der er ekstra behov hos hende, der skal tages hensyn til i omsorgen overfor hende.
Det er ikke muligt for os på Sundhedsplejersken.dk at komme nærmere ind på hvilken betydning den kroniske sygdom indvirker på hendes psyke, da der er mange forskellige faktorer, som har betydning herfor.
Generelt er sager ,hvor børn bliver anbragt uden forældrenes accept, meget vanskelige. Jeg vil henvise din kæreste til at drøfte sagen med barnets sagsbehandler. Derudover har din kæreste krav på en støtteperson, og det er min erfaring, at mange forældre har glæde af støtte. Har din kæreste allerede en støtteperson er det rigtig godt, hvis han drøfter sin datters og sin egen situation med vedkommende.
Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at din kærestes sagsbehandler er forpligtet til at informere om mulighederne for at indbringe sagen for Den Sociale Ankestyrelse, hvis han ikke er enig i de beslutninger, der træffes om hans datter.
Venlig hilsen
Bente Sylvest-Johansen