Kære mor.
Tak for beskrivelsen af jeres søn, og af den angst, der griber ham. Jeg kan godt forstå, at I tænker over hans reaktioner. Ud fra dine iagttagelser og beskrivelser kan jeg desværre ikke sådan lige besvare ret mange af dine meget relevante spørgsmål. Men du spørger mig, om I skal søge hjælp. Og det synes jeg vil være en rigtig god idé.
I den kommune hvor I bor findes sandsynligvis en åben rådgivning for børnefamilier (dette skal alle kommuner faktisk tilbyde i følge lovgivningen). Rådgivningen ligger ofte i tilknytning til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), og her kan I få kontakt med psykologer, der kan lytte til jeres bekymringer, snakke med jeres søn og efterfølgende komme med forslag til, hvad der er klogt at gøre.
Indtil I kommer i kontakt med nogle (andre) fagfolk, så er det uden tvivl godt, at I lytter til jeres søn, når han bliver bange for noget, og ”holder ham i hånden” – mentalt og måske også rent fysisk. Uden at I overdramatiserer hans reaktioner eller negligerer dem, men så naturligt, som I kan. For jeres søn har behov for accept af de følelser og reaktioner, han har. At de kan være svære at forstå, det er en helt anden sag. Men det vil uden tvivl hjælpe ham, at han ikke føler sig alene, når der er noget, han bliver bange for.
De glimrende spørgsmål, som du har stillet mig, er også meget relevante at stille de fagfolk, som I får kontakt med.
Held og lykke med at finde yderligere rådgivning til jer, der gavner jeres søn.
Mange hilsner
Else Guldager
Sundhedsplejerske ph.d.
Sundhedsplejersken.dk