Hej Else,
Vi har en datter på næsten 6,5 måned, og jeg er i tvivl om hvorvidt hun får den mad/mælk hun skal have. Min egen sundhedsplejerske siger vi gerne skal op på 4-5 amninger, men det har jeg altså svært ved nu, hun er begyndt på skemad og sover fra 20.30/21 til 7 næste morgen.
Hun er begyndt at græde lidt en gang eller to om natten, hvor vi må op og give hende sutten eller trøste. Hun virker ikke vågen, og ligger med lukkede øjne. Vi tænker at hun måske drømmer og så søger trøst i sutten, eller kan hun være sulten?
Idet hun så godt som sover hele natten ser madplanen ud som følger:
kl. 7 amning
kl. 11 grød af en slags + vand
kl 14.30 amning
kl 18 grøntsagsmos mv + vand
kl 20.30/21 amning
Ville gerne starte dagen med havregrød kl 7, men da jeg har så fyldte bryster er en amning mere kærkommen (for mig ihvertfald), så pt bliver det 3 gange mælk og 2 gange skemad. Kan jeg putte en gang havregrød ind ved 8.30/9 tiden, så vi kommer op på 3 gange grød/mos i løbet af dagen, eller har du andre forslag til madplanen?
Min datter har sovet igennem siden hun var 3 mdr, så selvfølgelig ser jeg da helst, at jeg ikke pludselig skal til at begynde at amme om natten, men her er det jo ikke mors behov der kommer i første række;o).
Vi har endnu ikke givet hende frugtmos da vi har hørt at det er bedst at introducere til diverse grøntsager først. er det korrekt?
Håber du kan hjælpe med en god plan således hun får hvad hun skal bruge i løbet af en dag. skal siges hun trives godt og vejer lidt over 9 kilo.
På forhånd tak.