Hej Maria
Herligt at nat-amningerne er sluttet, well done....
Ganske vist anbefales det, at amningen fortsætter efter skemaden er begyndt, indtil barnet er 1 år eller evt. længere, men kun HVIS mor og barn trives med det. Hvis det er en kamp for jer, så trives I ikke med det, og så skal du ikke forsøge at gennemtvinge det. Amning de første 6 mdr. er anbefalingerne, så du har gjort det godt, super mor.
Hvis du læser i Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsens bog: Mad til spædbørn og småbørn, som kan downloades fra følgende link: http://www.sst.dk/publ/Publ2009/CFF/boern/mad_2009.pdf , kan du på side 26 se forslag til måltider på en dag, fra 6 mdr. alderen. Her anbefales bryst eller flaske morgen og aften og at man EVT. kan tilbyde brystet, som drikkelse til de andre måltider. Men hvis din datter siger nej tak, når du til byder hende bryst, så skal du respektere det. Amning skal med hendes alder ikke være en kamp, hverken for hende eller dig.
Det er rigtigt, som jeg skrev sidst, at hun kun skal have erstatning i flaske, hvis du helt stopper med at amme inden hun er fyldt 9 mdr. Ja, det gælder stadig, også når hun p.t. ammes 1-3 gange i døgnet. Såfremt hun fortsat er i trivsel, med en jævnt opadgående vægtkurve.
Du skal tænke på, at førhen udgjorde amningen og ammemælken BÅDE hendes mad og drikke. Nu hvor hun også spiser lidt skemad, udgør det hendes mad, og så skal hun have væsentligt mindre mælk, idet det primært udgør hendes drikkelse.
Det er super fint, at du giver hende mælk til de tre ske-måltider, og at du blander mælk i hendes grød og mos. Hun får således masser af mælk, og du behøver ikke bekymre dig om hun for tilstrækkelig mælk. Det gør hun, og det slår absolut til!
Nu ved jeg ikke, om du giver hende modermælk, sødmælk eller modermælkserstatning (MME) i koppen. Jeg vil anbefale, at du giver hende MME i koppen. Det kan du fortsætte med, til hun er ca. 1 år, men hun må også godt i den periode få sødmælk i koppen engang imellem, for smagsvariationens skyld. Og husk, det er vigtigt, at hun også i løbet af nogle måneder lærer at drikke vand af en kop. Da vand er det absolut bedste til at slukke tørsten med.
Så svaret på, hvor mange gange du skal amme hende i døgnet er; det antal gange hun siger ja tak, når hun tilbydes brystet. Om det er 3-2-1- eller 0 gange, viser din datter dig, og kun hun kan give svaret på dette spørgsmål.
På genhør.
De bedste hilsner fra
Anne Brødsgaard
Sundhedsplejerske, MPH